Kort indledning inden det I kom for at læse, kommer.
Jeg var jo lidt spændt på hvad der egentlig skulle møde mig i morges - indkaldelsen lignede den jeg fik, da jeg blev udredt i december 2014. Vi skulle være i Aarhus kl 10, men da vi var i god tid, gik vi forbi Onkologisk så vi lige kunne varme en flaske til Ina. Og så kunne vi også lige sige hej til de ansatte, det er jo lidt som et "andet hjem" til tider. Jeg fandt ingen smølfer, men til gengæld fandt vi Anders, der er noget af det mest hyggelige at snakke med. Han vil gøre alt for os patienter, om det så er at finde appelsiner og presse dem, så vi kan få friskpresset juice eller lave mad på bestilling :-) Så efter at han snakket med ham, så kan det kun blive en god dag - og nu fik Michell også endelig set ham, og hun var kun enig. Nu har jeg jo snakket om ham et par gange efterhånden...
Knuden er næsten halv størrelse - operation på torsdag!
De gode nyheder er, at knuden blev estimeret til at være 2-3 cm, altså næsten halv størrelse i forhold til 5-6 cm i december. Så kemoen har haft en rigtig god effekt. Den har 'flyttet' sig lidt, eller i hvert fald skrumpet, væk fra nogle af de større blodkar. De kunne også tydeligt mærke at den var blevet mindre. De kigger sjovt på mig hver gang jeg siger at jeg ikke kan mærke forskel - men altså, jeg går jo heller ikke og mærker på den til hverdag. Hvorfor skulle jeg også det ;-)
Komplikationer
Der er umiddelbart ingen operationer uden komplikationer, heller ikke her. Der er to større komplikationer jeg kan ramle ind i.
Den første er, at blodbanen til den ene testikel ligger tæt op af knuden og derfor kan risikere at må fjernes. Testiklen skal i så fald fjernes. Risikoen var ret stor, så jeg skulle tage stilling til om jeg ville have en protese. Jeg kigger over på Michell og siger med et smil i stemmen "det er jo egentlig mere dig der plejer at kigge og røre ved dem, så hvad siger du, skal der en kunstig i?". Lettere lamslået af spørgsmålet, samt at lægerne kun kiggede på mig, tolkede jeg som at det skulle være min beslutning. Med tanker og udtryk i ansigtet i retning af 'øhm, bøhm, det ved jeg altså ikke rigtig' siger jeg "det er vel meget rart at have to, eller?". Lægen svarede at det kun var kosmetisk og gjorde meget ud af at fortælle, at man stadig kunne producere hormoner samt sædsæller i den anden. Han hældte mest til, synes jeg, at det var lidt noget underligt noget at bruge tid på, men at ville folk have det, så måtte de meget gerne. Men nu lagde jeg jo også op til at få deres mening, de har trods flere erfaringer med at vejlede folk i falske klunker end jeg har... Jeg nåede frem til, at jeg bare gerne ville have det der var færrest bivirkninger og ricisi for komplikationer ved (velvidende at det nok var kun at have én sten). Så jeg kan formentlig kalde mig selv Nick-et-sten fremover ;-). Men så har jeg da noget til fælles med Geo!
Den anden var, at der er en større blodbane der fører blodet tilbage fra foden ligger ret tæt op af knuden. Samt at lymfebanerne, eller nogle af dem, bliver fjernet. Dette betyder, at jeg kan risikere et kronisk hævet ben. Risikoen vurdererede han til at være ca. 30 % - altså hvis han skulle give et tal. Det synes jeg var rart nok at han gerne ville.
Som de siger, så er det overhovedet ikke sikkert, men de skal komme med så mange oplysninger som muligt så jeg kan træffe et velovervejet valg. At træffe valget beror selvfølgelig på, at der er nogle valg at træffe imellem, og det er der jo indirekte ikke. Bliver jeg ikke opereret, så skulle fremtidsudsigterne i hvert fald ikke blive bedre med tiden. Men, de ville i hvert fald ikke at jeg kom bagefter og sagde "I sagde ikke noget om, at jeg kunne risikere et hævet ben".
Samtale med lægen
Lidt i forlængelse af det, så følger her den forudgående samtale med lægen. Vi bliver kaldt ind 15 minutter før tid, til Simon, og han mærker på knuden, svarer på spørgsmål osv. Grunden til at jeg havde fået alle skemaerne osv. igen er, at jeg er henvist på ny fra onkologerne - og så får man det tilsendt 'automatisk' pr. brev. Lægen kunne godt se at jeg havde svaret på dem én gang, så dem skulle jeg bare smide ud. Det var godt jeg ikke brugte hele aftenen på at udfylde dem...
Et af spørgsmålene var dog lidt sjove: "Lider du af ufrvilligt vægttab?". Ja, det er ikke frivilligt, at jeg har taget 10 kg, men det er frivilligt at få kemoen der betød jeg tabte de 10 kg. Hvad svarer man så? Vi blev enige om, lægen og jeg, at det måtte være et ja, og så skrev han på at det var som ufrivilligt som følge af kemobehandling.
Så kommer Johnny ind, som jeg har snakket med før. Han er sådan lidt mere overlæge-agtig, og ikke åben for så meget sjov. En ret seriøs mand.
Så kommer Johnny ind, som jeg har snakket med før. Han er sådan lidt mere overlæge-agtig, og ikke åben for så meget sjov. En ret seriøs mand.
Ellers synes han det var fint jeg ikke drak alkohol, og til mit spørgsmål om jeg kunne gøre andet for at forberede mig, svarede han "du skal lade være med at begynde at ryge, det er en dårlig idé". Så det lader jeg være med, i hvert fald her de næste par dage jeg har tilbage inden operationen...
Slutteligt spørger jeg hvad de så tænker om det hele, hvordan det ser ud. Her var de heldigvis ret fortrøstningsfulde - det er en operation der er til at gennemføre. Han fægter lidt med armene i en symbolsk "der kan jo ske alt muligt" men som udgangspunkt, så skulle den være ligetil. Det er jo lykkeligt!
Hvad skal der så ske med mig?
På onsdag, altså dagen før operationen, skal jeg indlægges og igennem forskellige tests så jeg er klar til torsdag. Det var egentlig meningen at jeg skal sove på sygehuset, men da vi har familie i Silkeborg og kan komme ind torsdag morgen, så behøver jeg ikke sove på afdelingen.
Torsdag skal jeg opereres, og som det ser ud lige nu bliver jeg den første der skal opereres. Operationen vurderer han vil tage 3-4 timer, hvor meget af det vil være rekonstruktion af vævet.
Efter operationen skal jeg være på afdelingen formentlig i 4-5 dage alt efter hvor hurtigt smerterne aftager og hvis alt ellers går som det skal. Som de siger, så er der ingen grund til at komme hjem til to små børn og så selv skulle have hjælp til alt også. Så er det bedre at være på afdelingen hvor sygeplejeskerne kan hjælp.
Strålebehandling har den største effekt 14 dage til 6 uger efter operationen, så da jeg skal have 6 uger, så skal jeg i gang umiddelbart efter. De er lidt i tvivl om jeg skal have kemo samtidig (ja, I skal da bare smadre mig helt ;-)) ... men sådan er det, og forhåbentlig er jeg lidt hurtigere færdig end forventet.
Jeg får også et frikort til fysioterapi hvor jeg skal i genoptræning så jeg ikke får dårlige vaner med benet. Det var noget med at kompensere osv., lidt som at lære at gå igen. Det er jeg også lidt spændt på.
Mine tanker
Mine første tanker var 'wow, det er hurtigt, et par dage'. Derudover er jeg ret nervøs for de efterfølgende smerter. På sygehuset kan jeg selvfølgelig få smertestillende (de spurgte om jeg kan tåle morfin, så mon ikke jeg får et skud af det). Nu har jeg jo ikke rigtig prøvet sådan 'rigtig' at blive opereret.
Ellers tænker jeg på mit ben, som jeg selvfølgelig er glad for at beholde, men måske ikke kommer til at bruge på samme måde længere som jeg er vant til. Dobbelt størrelse resten af livet, hvor det er mest den kroniske del der skræmmer mig. Hvad kommer det til at betyde for bilkørsel, klatring og vandring? Umiddelbart kan man lave mange af de samme ting hvis man bruger støttestrømpe og det var alligevel forskelligt fra person til person, så de ville ikke sige noget direkte. Måske også fordi risikoen ikke er større.
Men okay, det er jo slet ikke sikkert at det sker. Jeg kan være heldig, at det værste der sker er, at min ene sten bliver skåret af. Det tænker jeg ikke er det værste... Det er ikke den største pris for at blive fri for kræft i hvert fald - ej heller et hævet ben, hvis man skal tage dén hat på.
Der kommer nok en tanke eller to i løbet af aftenen eller i morgen, når jeg lige har fået fordøjet alle de forskellige indtryk.
Der kommer nok en tanke eller to i løbet af aftenen eller i morgen, når jeg lige har fået fordøjet alle de forskellige indtryk.
Købt nogle store bøffer
Lidt ambivalent omkring det hele, med størst vægt på den positive side, så valgte vi at fejre det ved at køre i Salling og købe bøffer. Nogle kæmpe, tykke og flotte fedtmamorerede klumper af noget amerikansk kød. Vi gik all-in og købte alkoholfri vin (det er ikke godt med alkohol op til en operation), danske asparges, nye gulerødder og frisk estragon. Og en masse andre ting... Så i aften er der fest med hjemmelavet bearnaise, bøffer på grillen og nogle kartoffelrøsti-et-eller-andet vi også købte i Salling. Og så den klassiske med melon og skinke, i dete tilfælde dog noget fra Emilsminde (tror jeg det hed). Med udsigt til stråling og kemo umiddelbart efter operationen, så er det med at fejre at jeg endelig skal videre samt at jeg har det godt i dag. Hvem ved hvornår vi lige kommer til at fejre og nyde livet igen - der kan jo gå flere uger.
Byd endelig ind med spørgsmål og tanker :-)
Byd endelig ind med spørgsmål og tanker :-)
Ha' det vel
Nick :D
Kommentarer