Min hverdag med Sarkomkræft

2016. Så blev det nok en gang tid til kontrol, uden der har været de helt store dikkedarer omkring det. Det store spørgsmål: jeg blev frikendt ! For mit vedkommende grænser det sig til rutine, hvor det hos Michell er mere angstprovokerende. Mere om det senere. Ina har fået lagt dræn ind  i ørene samt er mega forkølet, så hun var med på tur, til stor begejstring for samtlige patienter og sygeplejesker - hvilket også resulterede i den første sygehus-filur-is. Jeg har iøvrigt ikke rørt dem siden kemo-tiden. Vi kom samtidig ind før tid, så vi var tilbage ved bilen allerede før vi egentlig skulle have været inde. Det gør ikke noget en fredag eftermiddag kl 12.30, hvor man bare gerne vil hjem og finde ud af hvad der skal spises til aftensmad - hvilket blev hotdogs, da William har 'set' hotdogs samtlige aftener den sidste uge. Endnu mere win var, at vi fandt en parkeringsplads uden betaling, og det var lige 50 kr sparet. Samt tættere på afdeling 5... Kendte ansigter Det var

2016. Jeg blev ringet op i går af min kræftlæge, at hun havde fået svar på skanningen og at der ikke var noget der ikke skulle være. Yay! :-) 'Men' da det samtidig var opfølgning på trætheden, så kom vi heller ikke nærmere hvad det kan være. Altså ikke udover, at det ikke skyldes tilbagefald eller lignende.  Med det sagt, så har jeg faktisk været oppe før 8 de sidste dage, uden at være mere træt end normalt. Så måske dels nervøsiteten over skanninger og dels eksamensangst har været medskyldig i trætheden - det er ikke til at vide. I hvert fald ville de se tiden an, og beroliget af de gode svar, så er jeg tryg ved den beslutning.  Hun bestilte samtidig en MR-skanning til om tre måneder. Hun sagde også, igen, da hun efterhånden kender mig, at jeg skulle ringe hvis der var noget. Og hvis jeg var i tvivl om jeg skulle ringe - så skulle jeg ringe. Så kunne den næsten ikke skæres mere ud (hvilket jeg nok bare har haft brug for). Hun så også tit, at folk havde svært ved at ven

2016. Det var eksamen - og hvor var det dog rart at få det overstået! Nervøsitet og søvnlæse nætter er nu forbi...  Nervøsiteten var dog ikke ubegrundet, da jeg af gode grunde ikke bruge hele skriveperioden på at skrive projekt - i stedet på at være nervøs, gå til undersøgelser og ikke mindst være sammen med familien. På trods af flere undersøgelser og nervøse stunder den sidste uge, formåede jeg alligevel at lave et godt oplæg og gennemføre en god eksamen. Slut prut :-) Inden "dagen" ringede lægen, som aftalt, og fortalte at skanningen ikke viste noget (som jeg også fik at vide undervejs), men at det ikke var nået med til konferencen i dag. I stedet kommer det med onsdag. Hun bestilte samtidig en CT-skanning, da hun ikke er helt "tilfreds" med, at jeg er så træt som jeg er. Efter samtalen, 30 minutter for at være helt præcis, ringede de fra røntgen, at de har en tid i morgen kl 10.30. Så bliver det ikke hurtigere!  Så nu skal der bare slappes af. Slappes

At gå til eksamen - hvilket jeg skal på mandag - kan ende ud i dumpet eller bestået. Og selvfølgelig alt muligt derimellem. Er den bestået, så er det bum, færdig med den. Kontrollen på sygehuset derimod, den kan kun "udsættes" i højest tre måneder - eller "dumpe". Lad det blive den første. Men, det er bare heller ikke fedt. Vi har her i huset gejlet os selv totalt op (eller ned), til et punkt hvor kontrollen næsten er en lose/lose, for det bedste vi kan få at vide, det er, at der afventes om tre måneder. Som rationel tænkende mennesker, så prøver vi selvfølgelig også at overbevise os selv om, at det er gode nyheder, at der ikke er noget. For det er det! Men fra i eftermiddag starter uret bare forfra, og vi har tre måneder til at være afventende igen. Lige nu har jeg bare ramt et punkt, hvor jeg har svært ved at sætte mig op til større opgaver som eksamen og lignende (andre kedelige ting), der skal 'hjælpe' på den længere bane. For hvad nu hvis... Så

Så er jeg hjemme efter en dag med røntgen af lunger og MR skanning af bækken. Det gik som sådan noget nu går - meget fint, man ved jo ingenting. Men! Jeg kan ikke lade være med at forsøge at afkode deres måde at kigge og snakke til én på. Når jeg kommer ind, så danner jeg en "baseline" for hvem de er og hvordan de snakker. Det samme gør jeg når jeg kommer ud - og grunden - , som I nok har gættet, er, at finde ud af hvad de har set. For de siger det ikke selv. De nok hverken må eller har lyst, selvom de skulle kunne se noget.  Jeg ved ikke hvor langt man kommer med det, men jeg kan simpelthen ikke lade være.  Men jeg kan ikke rigtig sige noget om dem i dag, for de sagde ikke så meget da jeg kom ind. Om muligt mindre da jeg skulle ud, men at basere noget på det er noget lidt søgt... Tilbage er der bare at vente på samtalen. Den omvendte højben Bortset fra det, så har jeg været super uheldig i dag. Jeg var ikke opmærksom på, at køreplanerne er lavet om - jo, nu jeg

I starten af december var jeg egentlig ret frisk og overskudsagtig, hvor jeg stod op ved 8-tiden - nogle dage endda ved 7-tiden - og var aktiv i løbet af dagen. Der fra er det egentlig bare gået ned af bakke, indtil i dag, hvor jeg går i seng ved 22-23 tiden og står op mellem kl 9 og 9.30. Nogle dage 8.30. Jeg tænkte, at jeg nok sover for længe, og forsøgte at gå i seng omkring midnat hvilket blot resulterede i at jeg var endnu mere træt. Tog den anden vej, og gik i seng til normal tid - 22 ca. - og satte vækkeuret til 8.00. Resultatet: stadig lige så træt og næsten behov for middagslur. Det er dog ikke hele døgnet jeg er træt, som regel "vågner" jeg op omkring 18-tiden, hvor jeg føler mig mere frisk end jeg har gjort hele dagen. For lidt motion? Det er koldt, jeg er træt og prøver at motivere mig selv til at hænge i bøgerne - altså ikke specielt meget overskud til at starte en træningsplan op. Men det kan jo godt tænkes, at den manglende daglige bevægelse faktisk betyde

Opfølgende på seneste indlæg Okay, i forhold til i forgårs, så kan jeg godt se her i dag, at det klinger lidt hult at skrive, at det går godt, når jeg samtidig skriver nogle ting der kan vække bekymring. I kampens hede, da jeg skrev indlægget, havde jeg dog nogle andre tanker i hovedet og skrev som jeg gjorde. Dette skal ses sammen med de ting jeg skrev samtidig med, at det også kan tjene mig selv og andre for fremtiden; man siger nemlig ikke alt (dog skriver jeg nok lidt flere ting end man ellers ville have gjort, men det er altid med i mine overvejelser hvor *meget* der skal med, hvis jeg skal leve op til at være hudløst ærlig samtidig med, at det ikke skal være rent hypokondri hver eneste gang jeg mærker det mindste) Forklaring følger: ...jeg er trods alt raskmeldt - helt rask! Og regner kraftigt med at forblive det. For mig var det som alle andre der har ondt i armen, hovedet eller vredet om på en fod (uden nødvendigvis at vide det, men bare har ondt). Med andre ord, så

Nu er der to uger til det tremånedlige eftersyn af kroppen, og jeg venter i spænding. Den underlige urinlugt Jeg tog mig sammen kort før jul og fik en tid til lægen, da mit urin stadig lugter underligt. Ifølge onkologerne skulle jeg bare tage til egen læge og få taget en urinprøve da kraftig lugt kan være tegn på blærebetændelse. Der var *heldigvis* ikke nogen infektion, så der blev taget en masse andre prøver som jeg fik svar på den 23. december. Der var heller ikke noget at se. Så nu har jeg fået en ny tid, og så må jeg jo se hvad den bringer. Der får jeg også svar på om jeg har behov for testosteronindsprøjtninger. Det var selvfølgelig fint, at der ikke er noget galt. Men så alligevel ikke... Så med den viden - eller mangel på samme - lugter mit urin stadig hver 2.-4. dag, det svinger lidt.  Små jag og ømhed i arret I den lidt mere *skal man bekymre sine omgivelser eller ej*, valgte jeg at ringe til onkologerne nok en gang i dag, da jeg havde mærket nogle "jag/sti