Svar på testosteron hos lægen

Opfølgende på seneste indlæg

Okay, i forhold til i forgårs, så kan jeg godt se her i dag, at det klinger lidt hult at skrive, at det går godt, når jeg samtidig skriver nogle ting der kan vække bekymring. I kampens hede, da jeg skrev indlægget, havde jeg dog nogle andre tanker i hovedet og skrev som jeg gjorde.

Dette skal ses sammen med de ting jeg skrev samtidig med, at det også kan tjene mig selv og andre for fremtiden; man siger nemlig ikke alt (dog skriver jeg nok lidt flere ting end man ellers ville have gjort, men det er altid med i mine overvejelser hvor *meget* der skal med, hvis jeg skal leve op til at være hudløst ærlig samtidig med, at det ikke skal være rent hypokondri hver eneste gang jeg mærker det mindste)

Forklaring følger:

...jeg er trods alt raskmeldt - helt rask! Og regner kraftigt med at forblive det. For mig var det som alle andre der har ondt i armen, hovedet eller vredet om på en fod (uden nødvendigvis at vide det, men bare har ondt). Med andre ord, så aner jeg ikke hvad der skyldes hvad, og ville ikke bekymre folk.

Når jeg så skriver dette opfølgende indlæg, så skyldes det det forum jeg skriver i - folk der følger en tidligere kræftramt. Der er RIGTIG mange ting der kan kobles til kræft uden at der overhovedet behøver være hold i det. Det tror jeg er helt naturligt, både for jer og mig, og jeg tager også mig selv i at gøre det. At jeg er øm et par dage i det område jeg blev opereret i - en større operation vel og mærke på adskillige timer - er der nok en helt naturlig forklaring på. Men skulle jeg informere omgivelserne hver gang jeg fik en tanke om en sammenhæng, så ville jeg piske både jer og mig op (ikke at jeg er syg eller har ondt hver dag, selvfølgelig. Men I forstår mig, ikke?). For alt kan og vil blive "misforstået".

Jeg nåede bare frem til, at for mit vedkommende ville jeg have mere ro i sindet ved at køre hele maskineriet i gang og få at vide der ikke var noget - eller at jeg ikke skulle møde op -, end at møde ind om tre uger og få at vide "du skulle have ringet ind for tre uger siden - nu kan vi ikke gøre noget"... ikke at jeg tror det ville gå så vidt, men jeg tvivler på det gavner at lade tiden gå *hvis* der skulle være noget.

Så intet nyt skal ikke være dårligt nyt. Jeg ved heller ikke om det nødvendigvis er godt nyt, men mit liv fortsætter som før kræft-"eventyret", uden jeg nødvendigvis tænker på det hver dag. Kun når jeg er i bad... :-)

Med det sagt, så følte jeg alligevel, at nævne det i går var velbegrundet. Lægerne havde trods alt også oppe at vende, om min tid om én uge skulle rykkes frem. Altså har jeg lidt ekstraordinært kørt tingene i gang. Så selvfølgelig skulle det med !!! :-)

Hos egen læge...

Testosteron

I dag var det så til læge og få svar på om jeg skal have testosteron. Det skal jeg ikke! Tallene ligger i den (ret) lave ende, men sammenholdt med at hårvæksten er blevet bedre, min krop ser ud som før og jeg føler mig som før, så vurderede han ikke at jeg skal have ekstra af det. Jeg fik dog alligevel papirerne med, da onkologerne har mere erfaring med det end de har, og niveauet af testosteron kan variere i løbet af dagen. Så som en second opinion, så skal jeg lige høre dem ad når jeg skal til kontrol. 

Urin

Den lidt mere *spændende* del, da mit urin stadig lugter underligt 1-2 gange om ugen. Tallene så rigtig fine ud, og sammenhold med at jeg ikke har smerter eller nogen andre symptomer blev vurderingen at se tiden an - altså anså han det ikke som værende noget der kunne lægge an til bekymring. I forhold til efter strålerne er der trods alt også blevet længere mellem dagene hvor det lugter, hvor det i starten var hver dag, og nu kun et par gange om ugen. Det har så både været i går og i dag. Men nu må vi se, jeg har i hvert fald også tænkt mig at nævne det til kontrollen.

Ro i sindet

Så alt i alt vil jeg da sige, at jeg har mere ro i sindet nu. Jeg er stadig spændt på undersøgelsen og kontrollen. Det skyldes nok også, at det hele bliver mere virkeligt når man fortæller det til konen, skriver det på nettet og ringer til lægerne der ikke kan rykke kontrollen frem. Det bliver *virkeligt* på en anden måde, end når man går med det selv. Både på godt og ondt, alt efter hvor meget man tænker over tingene :-)

Forhåbentlig bliver man mindre og mindre nervøs med tiden. Ser færre og færre "signaler".

Ha' det vel
Nick :D