At gå til eksamen - hvilket jeg skal på mandag - kan ende ud i dumpet eller bestået. Og selvfølgelig alt muligt derimellem. Er den bestået, så er det bum, færdig med den. Kontrollen på sygehuset derimod, den kan kun "udsættes" i højest tre måneder - eller "dumpe". Lad det blive den første.
Men, det er bare heller ikke fedt. Vi har her i huset gejlet os selv totalt op (eller ned), til et punkt hvor kontrollen næsten er en lose/lose, for det bedste vi kan få at vide, det er, at der afventes om tre måneder. Som rationel tænkende mennesker, så prøver vi selvfølgelig også at overbevise os selv om, at det er gode nyheder, at der ikke er noget. For det er det! Men fra i eftermiddag starter uret bare forfra, og vi har tre måneder til at være afventende igen.
Lige nu har jeg bare ramt et punkt, hvor jeg har svært ved at sætte mig op til større opgaver som eksamen og lignende (andre kedelige ting), der skal 'hjælpe' på den længere bane. For hvad nu hvis... Så er der SÅ mange ting, der er federe at kigge tilbage på, end at gemme sig væk på værelset bag en skærm. I stedet ligger fokus på de mindre opgaver som aftensmad, lege med ungerne eller se de serier i tv jeg ikke lige har fået set endnu. Hvilket er utroligt, at der stadig er nogen, da jeg har set serier sammenlagt seks måneder af mit liv i løbet af det sidste år... ;-)
Til kontrol
Men, nu har jeg så været til kontrol, efter jeg skrev ovenstående. Vi kom til før tid, hvilket er okay, og lægen hyggesnakker lidt da vi har Ina med. Så kommer ordene:
"skanningen ser fin ud, men..."
"..." (mig der taber kæben)
...og så en forklaring om, at de har fundet en lille "ting" - husker ikke lige hendes ordvalg - på 1,6 cm omkring mit bækken. Hun kunne ikke sige hvad det var, men lagde alligevel vægt på, at det formentlig var en lille blødning, og det ikke nødvendigvis betød, at kræften var tilbage. På skanningen kan man dog ikke se præcis hvad det er, og derfor havde hun booket en ultralydsskanning til efter samtalen hvor man kan se mere. Med en af de dygtigste til ultralyd, var hendes ord. Der skulle muligvis også tages biopsi, men det var op til ham at vurdere.
Der fra er det egentlig bare svært ikke at blive *liiidt* nervøs.
Så lidt i flash-backs, så fik vi vendt at mit urin stadig lugter, jeg er mega træt og jeg har slim i halsen. Urinen havde hun ikke umiddelbart noget bud på hvorfor lugtede, men trætheden skulle lige undersøges nærmere, det kunne eventuelt være jernmangel. Dette blev dog hurtigt afvist igen, da hun spurgte ind til vores kostvaner som er okay varieret - og sundt.
I forhold til slim i halsen, så mente hun ikke det var fordi der var noget kræft som var kommet tilbage, men at det sagtens kan være slimhinderne der stadig er irriterede. Derfor henviste hun også til en øre- næse- halslæge der formentlig vil lave en kikkerundersøgelse.
Derudover skulle det hele lige vendes med alle de andre læger på mandag, hvor efter de vil have mere at sige. Vi aftalte at hun ringer, da hun spurgte om jeg ville indkaldes uanset. Jeg kan godt klare både gode og dårlige nyheder over telefon... og at aftale man bliver indkaldt hvis det er dårlige nyheder er bare dumt. Så er det altså en lang, nervøs tur! Og at komme ind hvis der ikke er noget... det er bare lidt spild af tid, når der er halvanden time hver vej :-)
Men i hvert fald, så lød hun ret sikker på, at de ville bestille yderligere skanninger af mave og bækken for at være sikre på, at der ikke er noget.
Men nu må vi se. Det er nogenlunde det jeg kan huske. Hun kunne i øvrigt godt følge mig i tankegangen omkring, at kontrollen aldrig rigtig gav ro.
Michell ser på dette tidspunkt ikke frisk ud længere, og ved nok ikke om hun skal græde eller afvente. Nok mest af alt bare et chok over ikke at komme ind og få det at vide, som man har gået og ventet på. Nemlig at der ikke er noget... Så skal der ikke komme et "men". Det hele kommer nok bare lidt tæt på igen. Det var i hvert fald den følelse jeg havde, og tanken om at hun skal være bekymret igen er værre end behandlingen. Så nu er vi i hvert fald ærlige, og I får hele følelsesspektret med - det var ikke kønt eller sjovt at vente på skanningen, og der blev ikke sagt mange ord!
Til ultralydsskanning
Lægen der foretog skanningen var den samme som i sin tid skannede og lavede biopsi af knuden. Det var lidt sjovt at møde ham igen. Han kunne ikke se noget der så forkert ud, og dobbelttjekkede med den MR-skanning jeg fik lavet tidligere for endnu en gang at lave en ultralydsskanning. Hvis den ikke viste noget der, hvilket den ikke gjorde, så betød det, at han havde gjort alt hvad han kunne.
Det var dog ikke lige til at skanne mig, for som han sagde "de har da ommøbleret dig", så sad det hele ret sjovt. Eller underligt, om man vil.
Men dejligt, at det hele formentlig er falsk alarm! Så nu er der bare tilbage at håbe, at det rent faktisk er falsk alarm, og så vende tilbage til eksamenslæsningen - som nu, i øvrigt, føles endnu mere ligegyldig end før, med alt det om ørene. Selvdisciplin!!!
Ha' det vel
Nick :-) - der har fået lov til at købe hvad han vil i dag, så det blev til tre poser flæskesvær til aftenens afsnit af House of Cards. Nå ja, og 8 uger af Jyllands Posten...
Kommentarer