Nu er der to uger til det tremånedlige eftersyn af kroppen, og jeg venter i spænding.
Den underlige urinlugt
Jeg tog mig sammen kort før jul og fik en tid til lægen, da mit urin stadig lugter underligt. Ifølge onkologerne skulle jeg bare tage til egen læge og få taget en urinprøve da kraftig lugt kan være tegn på blærebetændelse. Der var *heldigvis* ikke nogen infektion, så der blev taget en masse andre prøver som jeg fik svar på den 23. december. Der var heller ikke noget at se. Så nu har jeg fået en ny tid, og så må jeg jo se hvad den bringer. Der får jeg også svar på om jeg har behov for testosteronindsprøjtninger.
Det var selvfølgelig fint, at der ikke er noget galt. Men så alligevel ikke... Så med den viden - eller mangel på samme - lugter mit urin stadig hver 2.-4. dag, det svinger lidt.
Små jag og ømhed i arret
I den lidt mere *skal man bekymre sine omgivelser eller ej*, valgte jeg at ringe til onkologerne nok en gang i dag, da jeg havde mærket nogle "jag/stik" i arret. Kan nok bedst beskrives som at få lokalbedøvelse, og varer i 1-2 sekunder. Første gang midt i december - og sker det én gang, så kan der være mange årsager. Sker det flere gange, så skal det tjekkes, tænker jeg. Det skete så igen mellem jul og nytår, men stadig med 14 dage imellem.
I den mere *nu bliver man lidt bekymret* har jeg oplevet op til flere gange i løbet af de sidste uger, at benet "lige skal i gang" når jeg har siddet stille. Altså som før operationen, bare slet, slet ikke i samme målestok. Jeg kan trods alt stadig gå og alt ting, men alligevel nok til, at jeg godt kan huske hvordan det var, når benet "sov" uden rigtig at sove.
Så som den *gode* patient, ringede jeg til dem, da de har sagt, at jeg ikke skal tøve med at ringe - selv ved det mindste. Jeg var dog alligevel lidt splittet omkring det, da jeg skal have taget kontrolrøntgen den 13. og til samtale den 21. Der er trods alt ikke længe til. Så hvor meget kan de flytte - og hvor meget betyder det? Og der er jo alligevel ikke noget?! Det må være op til dem at vurdere, så derfor fik de opkaldet alligevel. Jeg skylder trods alt min familie og børn, at gøre hvad jeg kan for at forblive rask.
Så jeg ringer og forklarer alverdens ting til sygeplejersken, der vil gennemgå det med lægen og så ringe tilbage. Altså samme procedure hver gang man ringer ind. Jeg får sygeplejersken i røret igen senere, som fortæller at de ikke kan rykke tiden, men at hun godt kan forstå at jeg bliver nervøs ved det, men hun forsøger samtidig at berolige lidt med, at man godt kan mærke forskellige ting efter en operation hvor de skærer i diverse ting. Under den første samtale fortalte hun dog, at det ville være underligt hvis det først var nu, så lang tid efter operationen, at jeg begyndte at mærke noget.
Jeg har forklaret så godt jeg kunne hvad jeg mærkede, og de kunne ikke rykke tiden frem. Jeg havde heller ikke forventet at de kunne rykke det frem, når der ikke er længere til. Et eller andet sted er det også betryggende (den vinkel kan man i hvert fald tage), at de ikke ser det som akut.
Den sjove del!
Ellers er alt stille og roligt i hjemmet. Jeg skal forsvare min "børn der har mistet deres forældre til kræft"-opgave i slutningen af januar. Ina er begyndt i dagpleje i dag. Michell skal i gang med at læse igen nu her. William begynder til gymnastik i dag.
Kort og godt, i store punkter. I forhold til mig, og lidt mindre ting, så har vi fået/købt en røremaskine som jeg flittigt bruger til at lave boller på. Primært Meyers økologiske ølandshvedeboller, hvor jeg bruger noget awesome ølandshvedemel fra Kragegaarden.
Ina kan også stå selv i 15-20 sekunder uden at holde ved noget. I hvert fald indtil hun sætter sig ned, så jeg har en idé om, at hun godt kan stå længere. Hun hjælper også med at lave mad. Oven er sådan ca. umulig at komme til, hver eneste gang der er lys i den. Hun har også fundet ud af, at alle lågerne og skufferne kan åbnes for at der kan findes spændende ting i dem
Jeg er selvfølgelig ked af, ved ikke at have skrevet herinde, at folk bliver i bekymrede over om alt går som det skal. Ser man bort fra at jeg går lidt i *spænding* på undersøgelserne i de kommende uger, så går alt rigtig fint overordnet.
Jeg er ikke selv på det punkt hvor jeg ikke tænker på andet end tilbagefald - jeg sover jo også. Ej, det fylder ikke hele min dag, men lidt bekymret er man jo, og skal man nok også helst være, når der er symptomer på andet. Dog skal det ikke overtage alt. Men det er i hver fald dejligt der kan blive fulgt op på det.
Lige nu er jeg selv der hvor jeg tænker, at der selvfølgelig ikke er noget, men "better safe than sorry". Skulle jeg alligevel sætte en bekymringsprocent (er det et ord?) på, så er den på 10 %.
Ha' det vel
Nick :-)
Kommentarer