Min hverdag med Sarkomkræft

Det er vildt som fortiden syner hen, jo længere tid der går. Jeg kan stadig have dage hvor småskavanker puster til tanken om 'hvad nu hvis' ... om det er hoste i længere tid, øm hofte. Eller bare en 'det sker jo at folk bliver ramt igen flere år senere" - selvom risikoen svinder ind jo længere tid der går. Det kan godt føles lidt tomt. Når noget har fyldt så meget, i lang tid, og pludselig forsvinder. Det skal fyldes ud med noget andet, og det er bare en lang proces. Jeg havde nok ikke - i hvert fald når jeg prøver at tænke tilbage - nogen idé om hvad der ventede mig, når det hele var overstået. Det er svært at sætte en præcis dato for hvornår forløbet sluttede, for det var ikke ved sidste kontrolscanning. Jeg var ligesom kommet videre før den. Samtidig var det også et tomrum at være afsluttet og gå og vente på næste kontrol, uden at vide hvad der ventede mig. En god eller dårlig nyhed. Det kom ud på ét dengang, for hvis jeg ikke kendte fremtiden, så kunne jeg heller i

 Hvad skriver man om, når alt som denne blog havde som formal at dykke ned i, er stille og roligt. Så den helt korte status er, at alt forløber stille og roligt. I vinterperioden døjer jeg ikke rigtig med det hævede ben. Jeg har en støttestrømpe, men den er virkelig ikke nem at få af og på - så det hører virkelig til sjældenhederne at jeg får den på. Slet ikke her om vinteren. Såeh, intet nyt er vel godt nyt. Går man ikke op ad mig til hverdag, så ved I jo heller ikke hvordan det går - så her, kort og godt. Ha' det vel.