Min hverdag med Sarkomkræft

Det er vildt som fortiden syner hen, jo længere tid der går. Jeg kan stadig have dage hvor småskavanker puster til tanken om 'hvad nu hvis' ... om det er hoste i længere tid, øm hofte. Eller bare en 'det sker jo at folk bliver ramt igen flere år senere" - selvom risikoen svinder ind jo længere tid der går. Det kan godt føles lidt tomt. Når noget har fyldt så meget, i lang tid, og pludselig forsvinder. Det skal fyldes ud med noget andet, og det er bare en lang proces. Jeg havde nok ikke - i hvert fald når jeg prøver at tænke tilbage - nogen idé om hvad der ventede mig, når det hele var overstået. Det er svært at sætte en præcis dato for hvornår forløbet sluttede, for det var ikke ved sidste kontrolscanning. Jeg var ligesom kommet videre før den. Samtidig var det også et tomrum at være afsluttet og gå og vente på næste kontrol, uden at vide hvad der ventede mig. En god eller dårlig nyhed. Det kom ud på ét dengang, for hvis jeg ikke kendte fremtiden, så kunne jeg heller i

 Hvad skriver man om, når alt som denne blog havde som formal at dykke ned i, er stille og roligt. Så den helt korte status er, at alt forløber stille og roligt. I vinterperioden døjer jeg ikke rigtig med det hævede ben. Jeg har en støttestrømpe, men den er virkelig ikke nem at få af og på - så det hører virkelig til sjældenhederne at jeg får den på. Slet ikke her om vinteren. Såeh, intet nyt er vel godt nyt. Går man ikke op ad mig til hverdag, så ved I jo heller ikke hvordan det går - så her, kort og godt. Ha' det vel.

 Der er ikke så meget at skrive omkring operationen. Ubehaget er stort set væk, det er en smule hævet endnu, men ellers er der kun en mere normallignede pung.  Jeg savner stadig at cykle, men det må komme lige så stille. Kommende indlæg Jeg går lidt og bikser med at få lavet et indlæg omkring det at frygte eller forvente, at kræften vender tilbage. Om det er lidt ondt i hånden, prikken i brystet eller øm ryg, så kan jeg ikke undgå at få tanken måske er det tilbage .  Det er det med al sandsynlighed ikke. Nogle af tingene var der også under kontrollen, så hvis det var der under kontrollen og det ikke har ændret sig - eller blevet værre - så er det jo bare sådan det er. Ha' det vel :-)

Taget fra informationsfolderen:  "Vandbrok føles som en glat og rund, ”gummiboldagtig” knude på testiklens plads. Der er sjældent direkte smerter. Det skyldes, at cellerne indvendig i den slimsæk, der omgiver testiklen, begynder at producere for meget væske. Testiklen ligger altså inde i forandringen i modsætning til andre knuder i pungen, som ligger uden for testiklen. Årsagen  i  det  enkelte  tilfælde  er  sjældent  til  at  konstatere,  men  man  mener,  at  det  skyldes  en  irritation af cellerne, f.eks. en virusinfektion, som starter processen. Vandbrokket i sig selv er ikke farligt, og hvis det ikke er særlig stort og ikke generer, behøver det ingen  behandling.  Vandbrok  kan  dog  blive  meget  store  og  spændte,  og  hvis  det  generer  pga.  størrelsen eller tyngden, bør man få det fjernet." Så kom dagen. I går altså. Tror aldrig det bliver rutine for mig at skulle opereres - jeg ved hvad jeg går ind til, men ikke altid hvad jeg kommer ud med/til. Denne gang var

Private parts incoming.  Den 13. april skal jeg opereres, da min pung - eller rettere - den ene testikel er blevet ramt af vandbrok (hydrocele). Det kan forekomme både hos små børn men også hos ældre. Det kan dog også ske som følge af strålebehandling, som formentlig er det der er sket hos mig. Operationen foregår i fuld narkose og tager typisk op til 30 minutter. Der skæres et mindre snit hvorfra væsken kan tømmes, samt hinden efterfølgende kan fjernes. Det er ikke første gang jeg er opmærksom på den voksende sten. Sidste jeg påtalte det for år tilbage, mente lægen at det var den anden testikel der var lidt lille. Jeg tænker ellers at den havde - og har - en ret normal størrelse. Men så alligevel, jeg har jo ikke rigtig andre end mine egne at sammenligne med. Den store er så fortsat med at vokse siden. Nu er den snart på størrelse med en knyttet næve. Det giver selvsagt nogle udfordringer, især hvis en af ungerne kaster sig i armene på mig. Er altid både spændt og nervøs for at blive

Da der kommer nye læsere til, så giver siden " om mig " et kort og hurtigt overblik. Min " tidslinje " er links med overskrifter til centrale dele fra tiden det hele stod på. Lige  her  er en introduktion til det hele, hvordan det startede. Kræfttypen hedder "synovialt sarkom" Der står alt fra hvordan det blev opdaget og hvilke tegn jeg havde. Derudover selvfølgelig alt fra blodprøver, genoptræning, samtaler med læger, hygge med familien og alt derimellem.  Livet stopper ikke bare fordi man får diagnosen. Det vender op og ned på mange ting, men det kan også bringe folk tættere på hinanden end man nogensinde havde troet man kunne være. Lev livet - selv når det er aller mørkest og håbløst. https://nickmonsted.dk/2015/01/introduktion-til-det-hele-2006-1.html https://nickmonsted.dk/p/om-mig.html https://nickmonsted.dk/p/tidslinje.html

Operation i pungen. Til april skal jeg opereres i pungen, da den ene 'sten' ikke kan komme af med væsken - som i praksis hedder vandbrok.  Som jeg husker forklaringen, så består de af en masse hinder, der normalt ikke er problemer med. På grund af strålerne er der sket en skade, der gør at pungen vokser - ikke særlig hurtigt, men bliver større og større. Det skulle heldigvis være en relativt risikofri operation i fuld bedøvelse.  Det hele er en afvejning af risiko mod gevinst. Det skal give mening at lægge sig under kniven, med de risici der nu er forbundet med en operation. I og med den vil blive ved med at vokse, så er et indgreb på et eller andet tidspunkt nok uundgåeligt - spørgsmålet er blot hvornår man skal lade sig behandle. Såeh, nu er jeg lidt spændt på det. Hvordan det kommer til at udvikle sig.  Betændelse i hoften. En anden skade, har været betændelse i hoften der også krævede en større operation for noget tid tilbage. Det er et længere kapitel, der indebar en størr

6 år siden jeg sidst har opdateret bloggen. Det er også adskillige år siden jeg tog bloggen ned. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor. Umiddelbart tog jeg afstand fra det hele, da jeg blev erklæret rask. Det var som om, det ikke længere gav mening at have den, da jeg blev rask - og på en måde et nyt menneske. I hvert fald er den oppe igen, da jeg prøver at huske følelsen den gav mig i sin tid. En følelse af kontrol og mening, i en tid hvor hvor jeg tog én dag ad gangen. Man kan jo ikke komme uden om, at tiden altid vil være en del af mig. Kan det give mening fra andre at læse det igen? Måske de husker noget, fra den gang jeg opdaterede den. Ved at tage den ned igen, kan spørgsmålene melde sig - hvad skete der? Hvordan går det i dag? Børnene er blevet store. Vi bor i Silkeborg. More to come. Mange af billederne mangler - de er ikke lige lette at finde. Hvis jeg falder over dem i de rigtige mapper, så vil jeg så vidt muligt lægge dem op igen. Ha' det vel Nick :-)