Min hverdag med Sarkomkræft

Zoo Sådan lidt hverdags-dagbogs-agtigt, så har vi i dag været i Aalborg Zoo samt bagt banankage. Vi er utrolig glade for vores årskort, og i weekenderne tager vi nogle gange et par timer på legepladsen. William har set dyrene, dog kan det stadig være sjovt nok at se dem blive fodret, men som regel leger han bare. Her sidst på året er der heller ikke så mange mennesker, og så kan vi alle holde ud at være der. At have William med er dog en lidt speciel oplevelse, da 'man' normalt holder sig lidt for sig selv, kigger på dyr eller leger. Ikke William. Han går rundt til alle mennesker og lytter til hvad de siger - "pølser", og fluks kommer han løbende: "ved du hvad... vi lavede pølsehorn en gang", til helt tilfældige mennesker, der for det meste griner lidt. Det er da meget hyggeligt de første par gange, men når han har gjort det til 50 forskellige mennesker i løbet af en time, så trænger vi også til at komme lidt videre... Måske bare være os selv lidt, ud

Skægget falder af?! Den mest tydelige grad af maskulinitet, skægget, er begyndt at forsvinde fra mit ansigt. Det stikker og kløer, og jeg sidder ofte og hiver i stubbene for at slippe for pinslerne - og ud af ansigtet kommer små halv-gennemsigtige skægstubbe på 2-3 mm. Øjenbryn, øjenvipper og anden hårvækst er helt intakt, så det er ikke endnu en kemo-omgang der er skyld i de bare pletter denne gang. Nu jeg tjekker efter, så har jeg faktisk heller ikke rigtig hår under armene - er det en kvindeting, at mangle hår under armene? Lægen fortalte godt nok, at "med ristede løg", så risikerede man at kroppen producerer mindre testosteron. Jeg tænkte "ah, så havde jeg vel mærket noget allerede", men gad vide om tanken alligevel gør en forskel? Eller kroppen måske bare lige har skulle muge ud i lageret af testosteron. I hvert fald bliver pletterne større. Primært ved overlæben. Som I nok kan se på billedet, så har jeg ikke den store skægvækst, og den skæglængde je

Så nåede jeg umiddelbart til vejs ende, og fik fjernet porten uden problemer. Vi kørte til Sejs i går og tog en overnatning, da jeg var skemasat til 8:45 - altså ville vi ikke kunne nå at aflevere William og nå operation, så vi var derfor nødsaget til at få ham passet. Det ville mutter heldigvis gerne, og så var der kun tilbage at få det overstået. Det var så dét, tror jeg. Nu er der vitterlig ikke mere tilbage andet end kontrol, og det er altså en ret speciel følelse. Dagen Lettere smånervøs og fire toiletbesøg senere, kunne jeg placere mig i den dertil indrettede mega gode stol. Selvfølgelig iklædt sygehusets smarte tøj. Det blev stolen dog ikke mindre god af. Inden det gik løs, skulle jeg lige have et billede med af porten inden den blev fjernet. Den har efterhånden fulgt mig i meget, og var ikke specielt usynlig. Den var faktisk ret tydelig...  Nervøsiteten Var jeg nervøs? Tjo, en smule. Jeg ved ikke rigtig for hvad, for det er en ret lille ting at få fjer

Så er den første kontrol langt om længe overstået! Tiden har været (og føltes) enormt lang, og været grundlag for manglende søvn og kort lunte... Særligt natten til i dag har været lang, da Ina for det første ikke har sovet, men også fordi både Michell og jeg alligevel har været 'lidt' nervøse. ...og derfor ikke rigtig sovet. Men nu er det overstået! Vi kom ind til samtale stort set på slaget, og sygeplejersken fortalte at der også ville være en studerende med - fair nok, de er altid velkomne.  Vi giver pænt hinanden hånden og så kommer ordene: "Vi har set på billederne, og de ser pæne ud, der er ikke noget der er kommet tilbage" - eller noget i den retning. Meget kort og kontant uden mulighed for at misforstå noget. Phew! Som hun sagde, så var det jo det, som folk gerne ville høre, og så kunne de koncentrere sig om resten. Jeg sammenligner det lidt med en eksamen... Så giv dog resultatet, man!!!  ....og så smed jeg bukserne. Hun spurgte ind t