Gå videre til hovedindholdet

Min lille smule skæg forsvinder

Skægget falder af?!

Den mest tydelige grad af maskulinitet, skægget, er begyndt at forsvinde fra mit ansigt. Det stikker og kløer, og jeg sidder ofte og hiver i stubbene for at slippe for pinslerne - og ud af ansigtet kommer små halv-gennemsigtige skægstubbe på 2-3 mm.



Øjenbryn, øjenvipper og anden hårvækst er helt intakt, så det er ikke endnu en kemo-omgang der er skyld i de bare pletter denne gang. Nu jeg tjekker efter, så har jeg faktisk heller ikke rigtig hår under armene - er det en kvindeting, at mangle hår under armene?

Lægen fortalte godt nok, at "med ristede løg", så risikerede man at kroppen producerer mindre testosteron. Jeg tænkte "ah, så havde jeg vel mærket noget allerede", men gad vide om tanken alligevel gør en forskel? Eller kroppen måske bare lige har skulle muge ud i lageret af testosteron.

I hvert fald bliver pletterne større. Primært ved overlæben. Som I nok kan se på billedet, så har jeg ikke den store skægvækst, og den skæglængde jeg har på billedet tager mig en uges tid at producere. De bare pletter er dog helt nye for mig, og ser lidt sjove ud. På afstand lægger man nok ikke rigtig mærke til det endnu, men fortsætter det som det har gjort de sidste par dage, så har jeg nok ikke meget skæg tilbage om en uge.

Jeg skal dog vente ca. tre måneder, og så tage til egen læge og få målt mit testosteronniveau, da det er for tidligt at sige noget nu. En lille bonus ved at få tilført testosteron til kroppen er, at man får mere muskelmasse - dog uden det giver mere muskelstyrke, desværre. Det er heldigvis ret simpelt at få testosteron, da man bare skal til lægen hver 3. måned og have en indsprøjtning. Okay, der er én lille bivirkning ved det: man er udelukket for samtlige sportsstævner. Forhåbentlig kan man dog stadig deltage i motionsløb - kan man vel bare undlade at fortælle man er dopet ;-)

Så hvem ved, måske bliver jeg kæmpe buff, får skovmandsskæg og kan stadig ikke løfte noget. Samt jeg ikke må konkurrere i tour de france.

Mit sår

I går gik nogenlunde, hvis jeg altså huskede at spise min panodil når jeg måtte. Og det gjorde jeg! Ellers var jeg ret øm. Det gjorde ikke decideret ondt, men bare følelsen af at have skåret, brændt og slået sig. Ikke voldsomt, men bare så det man ved det er der. Panodil tager dog det meste. Værre er det i sengen hvor det er svært at ligge på maven eller med armen oppe over hovedet. 

Men jeg har været god til at holde mig i ro, som de sagde man skulle. Vi har gået en tur, hentet William og sådan noget, men jeg har ikke løftet tunge ting osv. 




Der er en lille smule blødning, men det var der allerede da jeg tog fra sygehuset, og det var helt normalt. Jeg behøvede altså ikke at skifte plaster. Limen sidder også oven på de brune strips som ikke må fjernes, så jeg ved ikke lige hvordan jeg overhovedet skal skifte plasteret uden at trække dem med af, hvis det endelig bliver aktuelt. 

Der er også en smule hævelse, så det føles næsten som om der er en lille port endnu, men hun sagde også at det ville hæve. Jeg er stadig ret spændt på at se, hvordan arret kommer til at se ud.

Ha' det vel
Nick :D

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Samtale med lægen; gode og dårlige nyheder

De gode nyheder er sjovest, for de er, ja, gode. ;-) De gode Knuden de har fjernet, har de fået det hele med af. Mit ar og det hele så også fint ud. Den "pølse" jeg har på låret, er en muskel han har "sat" der. Noget af det væv og muskel han fjernede under operationen var han nervøs for om ville lave et hul ved benet, så han tog en anden muskel og syede fast, som så har lavet den bule der er på låret. Den generer heldigvis ikke, men det var rart at få bekræftet, at den ikke har nogen betydning.  Motion skal jeg bare i gang med, og jeg må gå alt det jeg har lyst til. Dog skal jeg af hensyn til risikoen for at udvikle brok, undlade at løfte tunge ting de næste par måneder. Dette var mindst to måneder. Jeg må dog gerne, når det er nødvendigt, løfte Ina. Men det var også grænsen. De dårlige De dårlige fylder lidt mere i mit indlæg. Først og fremmest, så har de testet knuden de har skåret ud, og jo færre 'levende' celler der er i knuden jo be...

Færdig med kemo! Refleksioner over det afsluttede kemoforløb

Nu hvor kemobehandlingen, i hvert fald denne omgang, er gennemført, så må det være tid til at kigge tilbage på hvad jeg tænker om det hele. Først og fremmest kan jeg jo kun tale for mig selv, da alt er individuelt på trods af samme medicin (hvis man endelig skulle finde noget at sammenligne sig med - og hvis man overhovedet får det samme som mig) Men... Det kan man jo ikke bruge til meget andet, end at konstatere vi får det samme medicin.  Jeg har valgt at lave en indholdsfortegnelse denne gang, da indlægget er en hel del længere end normalt.  1. Hvad fik jeg? 2. Kemo og hvordan det er på film 3. Forløbet er ikke helt slut endnu 4. Indlæggelser og bivirkninger - status 5. Det har da være barskt 6. Ikke slut endnu 1. Hvad fik jeg? Jeg fik Doxorubicin Hydrocloride og Ifosfamide fordelt over seks behandlinger med tre ugers mellemrum . Jeg var indlagt tre dage af gangen, hvor jeg fik det i CVK  i halsen den første gang, og i porten (CVP) de sidste fem gan...

INTRODUKTION TIL DET HELE DEL 1 2006- 1. DECEMBER 2014.

At blive ramt af et synovialt sarkom. Det er lidt svært rigtig at starte fra en ende. Jeg går fra et ret almindeligt liv. Kone, barn, studie og livets små finurligheder, hvor man kan bekymre sig om køen i Rema, orker man at finde på noget sundt mad - men det går nok alt sammen. Der er masser af tid. Pludselig fortæller lægen "du har kræft" - og så skulle jeg pludselig forholde mig til at være ramt af et synovialt sarkom. Billederne er fra nogle måneder før "den endelige besked". Alt i alt en helt almindelig hverdag med tur i zoo, mad på bones og en gravid kone. Som så mange andre her i verden. Men det startede en gang, en morgen, med krampe i benet. Det har været i løbet af HTX, da jeg klatrede. Ikke at jeg særlig tit var skadet, men det skete da at man fik nogle knubs, når man dyrker ekstremsport. Det er selvfølgelig svært at vide om historien overhovedet starter her – det ved lægerne end ikke. Men i hvert fald fik jeg, ved hurtigt løb, pludselige bevægelser og sla...