Sidste operation - farvel port

Så nåede jeg umiddelbart til vejs ende, og fik fjernet porten uden problemer.

Vi kørte til Sejs i går og tog en overnatning, da jeg var skemasat til 8:45 - altså ville vi ikke kunne nå at aflevere William og nå operation, så vi var derfor nødsaget til at få ham passet. Det ville mutter heldigvis gerne, og så var der kun tilbage at få det overstået.

Det var så dét, tror jeg. Nu er der vitterlig ikke mere tilbage andet end kontrol, og det er altså en ret speciel følelse.

Dagen

Lettere smånervøs og fire toiletbesøg senere, kunne jeg placere mig i den dertil indrettede mega gode stol.

Selvfølgelig iklædt sygehusets smarte tøj. Det blev stolen dog ikke mindre god af.

Inden det gik løs, skulle jeg lige have et billede med af porten inden den blev fjernet. Den har efterhånden fulgt mig i meget, og var ikke specielt usynlig. Den var faktisk ret tydelig... 

Nervøsiteten

Var jeg nervøs? Tjo, en smule. Jeg ved ikke rigtig for hvad, for det er en ret lille ting at få fjernet en port, men alligevel var følelsen noget i retning af at sidde og vente på en eksamen man ikke har forberedt sig til ... De var dog utrolig søde, og gav selvfølgelig også et skud beroligende, og så var alt godt. de 20 minutters tid det tog blev til 5 minutter oven i købet. 

Jeg nåede ikke at opfatte meget, og smertemæssigt var der ikke noget at sætte en finger på.

Operationen

Jeg husker ikke rigtig noget fra jeg fik det beroligende. Jeg var selvfølgelig vågen - det meste af tiden i hvert fald - jeg blev kun vækket én gang, hvor hun bad mig trække vejret.

Ellers gik det fint tror jeg. Lægen sagde til at starte med, da jeg kom ind, at han synes aret hvor porten var blevet lagt ind var lidt bredt, om han ikke skulle gøre det lidt mindre. Jeg tænkte straks på 'mit plastic mareridt' på tv3, men sagde alligevel ja tak uden tøven til at han måtte gøre det mindre. 

Under det meste af operationen holdt den søde sygeplejerske mig på armen og i hånden - ren hygge, og gjorde kun det hele lidt sjovere. Eller mindre træls... At få fjernet porten var nok i mine øjne mere en 'unødig operation' end at få den sat i. Jeg er ikke fan af unødige operationer, og slet ikke mindre kosmetiske operationer. Jeg kunne sagtens have ladet porten blive i.

Så jeg er lidt spændt på at se resultatet. Det føles i hvert fald sjovt at holde ved brystet nu, uden 'bulen'. 

Porten - efter operationen

Inden operationen spurgte jeg om jeg måtte se porten når de havde fjernet den - hvilket jeg selvfølgelig gerne måtte - og til spørgsmålet om jeg måtte få den med hjem blev de helt stille. Jeg tror de tænkte jeg lavede sjov, hvilket jeg ikke gjorde. Det måtte jeg ikke - bummer! I stedet spurgte jeg om ikke jeg så måtte vise den til Michell, og igen blev de lidt paf, for hvis jeg troede at hun var interesseret i at se den, så kunne jeg vel godt vise den. Jeg spurgte mest af alt for at få muligheden for at tage et billede af den ;-)

Den er ret tung, og ud fra vægten og udseendet at bedømme, så vurderede vi at den er lavet af bly. Det er ikke sikkert den er det, men tung var den. 

Der gik lidt tid før det ikke længere var 'sjovt', hvorefter det slog over i træthed. Jeg spiste min morgenmad, og faldt i søvn. Slam!

Fejringskebab

Jeg siger til Michell "så skal vi have en fejringskebab", hvortil hun griner lidt. Jeg tænker at hun ikke hørte det, så jeg prøver igen med "en afslutningskebab", og nu kigger hun bare underligt på mig i stedet. "Hvad er det?" ... "hvad en kebab?" - hun hørte 'fejringskæp', hvad det end er. 

Men jeg fik min kebab...

Det meste af vejen hjem i bilen måtte jeg holde selen væk fra såret. Det svier, trækker og gør ondt. Nu glæder jeg mig bare til det er slut, og smerterne er væk.

Ha' det vel

Nick :D