Min hverdag med Sarkomkræft

Mave- tarmlæge Jeg var inde og snakke med min mave- tarmspecialist i mandags, da jeg var begyndt at mærke mere til maven - tror jeg. Det er altid svært om det er hovedet eller kroppen den er gal med, om man 'bare skal i gang' efter at have ligget stille de sidste 9 måneder (mere eller mindre). Det gik rigtig fint, og jeg havde Michell og Ina med. Michell var meget opsat på, at hun skulle give lægen en stor krammer, fordi hun jo reelt har reddet mig. Havde lægen ikke opdaget kræften i sin tid, så havde jeg formentlig gået med den endnu, da jeg var færdigbehandlet for mit lyskebrok. Det starter dog ikke så godt ud, da sygehuset ikke har modtaget svar på blodprøverne jeg fik taget forinden. Lægen kunne godt se at de var taget, men kun ikke få tallene... Uden at vide hvorfor, men irriterende syntes hun da det var - jeg havde dog nogle prøver der kun var én måned gamle, så de kunne stadig bruges. Sådan er det når man får lavet prøver på tværs af sygehuse... Altid noget rod

Fedtet hår Okay, jeg regner ikke med at hive de store sponsoraftaler på shampoo hjem på dette indlæg... - jeg har ikke vasket hår med sæbe siden jeg fik kemo og mistede håret. Hvad?! tænker du nok, men jo, den er god nok. Op til kemoen legede jeg lidt med, at lade være med at vaske hår så ofte, og så bare skylle det i stedet. Det gik også okay, selvom det blev lidt fedtet i starten - det blev dog bedre med tiden. Så mistede jeg dog det hele håret, men hvilken mulighed for at starte med frisk hår og lade være med at sæbe det ind. Jeg så frem til det. Klamt! Nu har jeg siden juni, hvor jeg begyndte at få hår igen, sprunget let og elegant over indsæbningen af håret. Men det fungerer for mig. Jeg skyller håret hver morgen (i hvert fald de morgener jeg husker at gå i bad), så jeg ikke har morgenhår, men dem der har rørt ved det (uden at vide det ikke har været vasket i flere måneder) fortæller at det er ret blødt. Næsten blødere end babyhår. Det er mega blødt, kraftigt og ser almi

Som nogle nok er bekendte med, så er jeg begyndt at cykle og løbe. Cykeldelen har jeg praktiseret betydeligt mere end løbedelen som i skrivende stund kun sniger sig op tre ture. Men en god start har også ret! Men hvorfor gør jeg det? Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at kræft ofte er en øjenåbner for folk - og det kunne jeg da heller ikke sige mig fri for. Mig bekendt, så forlænger en omgang kemo skarpt efterfulgt af operation og stråler ikke just levetiden - desværre - og det må jeg så kompensere for, i det omgang jeg nu kan. Jeg har trods alt en lille kone og nogle små børn, jeg meget gerne vil se blive gamle ;-) I min optik var det derfor mest oplagt at tage fat der hvor jeg virkelig har forsømt de seneste år. Motion! Så man kan vel sige, at kræften var en undskyldning for at komme ud og købe en masse nyt og lækkert udstyr... Okay, man kan ikke købe sig til en god kondition, men hvis jeg skal følge mit hjerte, så kommer jeg længst hvis jeg tænker *Wow, en flot

Eller, "man er som man er, og det kan ikke laves om" - sådan føler jeg det i hvert fald nogle gange. Særligt de sidste dage, hvor jeg hver aften har rendt på toilettet i tide og utide kun afløst af korte pauser. Det er så 'hårdt' ved mig, at det summer i benene, som har jeg cyklet eller løbet en mega tur. ...men det har jeg ikke. Jeg forsøger at holde hviledage, så længe jeg ikke er på toppen. Jeg havde nok en naiv tro i retning af, at 'når jeg begynder at dyrke motion, så bliver alting godt' - men det gør det bare ikke. Jo, jeg kan mærke at jeg kan cykle længere og ikke bliver så hurtigt træt, men jeg kan ikke stå før op om morgenen. Jeg er stadig ramt af en mave der kører sit eget løb. Jeg er stadig træt.  Energien er nogenlunde til, at jeg kan ligge på sofaen eller sidde ved computeren og tænke *i morgen skulle jeg have cyklet*, men hey, det nytter jo heller ikke at sidde og banke sig selv i hovedet med det. Dermed ikke sagt at jeg graver mig n

Morfin-forbandelsen Så er det slut, farvel og tak for denne gang, Morfin. Det var et praktisk og behageligt bekendtskab, lige indtil jeg ikke længere havde smerter, så var det bare træls. Træls at have kvalme, hvis man glemte at tage sin dosis. Træls at være træt. Nu kan jeg, efter fire dage uden piller, nok endelig konkludere at det var dét. Det er dog en lidt underlig følelse, for jeg går stadig og mærker efter *har jeg kvalme?* - nej. *Ondt i hovedet?* - nej ... men, er det så bare slut? Var det dét? Udover mit hævede ben - og porten, som jeg stadig har - så var morfin mere eller mindre det sidste der mindede mig om mit forløb. Det skulle da lige være de fire piller jeg har tilbage, men i forhold til min udtrapning, så kunne det næsten ikke passe bedre. Okay, jeg bliver også mindet lidt om det, når det går op for mig, at jeg kan løbe normalt. Hvad gjorde jeg for at slippe for morfin?! Jeg aner ikke hvornår man kan tale om en afhængighed af et givent stof (for mit vedkomm

Motion Her dagene derpå gik det op for mig, at jeg kan løbe. Jo, jeg har tidligere lagt mærke til at benet ikke gik i krampe, men ligefrem almindeligt løb som i forgårs?! Jeg afskrev tanken for flere år siden, da benet gjorde ondt - eller i krampe - hver gang jeg prøvede. Jeg kunne godt humpe relativt hurtigt af sted i bedste jeg-bruger-kun-det-ene-ben-stil med hånden på låret, så jeg kunne trække benet frem (eller sørøver-måden) - men det resulterede altid i, at Michell stod og grinede. Og hvorfor skulle man gøre andet? Det var en simpel sportsskade, der skulle trænes væk. Hvilket jeg ikke lige gad, og så lod jeg det bare stå til... Vi lavede tit sjov med det.  Da jeg skrev mit indlæg i forgårs, så tænkte jeg faktisk ikke over hvad det var jeg lige havde gjort. Jeg havde løbet en tur?! Selv inde i løbebutikken kunne ekspedienten ikke se på kameraet (og hvad hun ellers havde af udstyr), at der var noget galt. Det hele så altså helt almindeligt ud.  Med det sagt, så er jeg øm

Starten på noget godt, kan jeg mærke! Vi har spinket og sparet, så der var råd til de seks uger med strålebehandling. Vi vidste, at vi ville få pengene igen, og anden del blev refunderet i sidste uge - YES! Det betød, at vi i sundhedens overbevisning, har valgt at spendere det hele på et sæt løbeudstyr. Vognen er en cykeltrailer med forhjul. Ikke super god at løbe med, men det gik.  Nu er vi kommet hjem, og det føles rigtig rart. Sammenlagt, så tager det i forhold til cykling, kun 1/4 af tiden. Så der er det rigtig praktisk. Derudover, så er det noget vi kan gøre sammen, hvilket er mega motiverende. De tanker vi først og fremmest har gjort os var, at det vigtigste var at købe ordenlige sko - så det fik vi hjælp i Løberen i Aalborg til. For ikke at skulle løbe i cowboybukser eller fjællræven shorts, så måtte vi også smide lidt efter nogle bukser og en trøje. Halvdelen af oplevelsen er vel også ens udstyr :D Det er det i hvert fald for mig. Det er også lidt motiverende

Morfin Mine tanker om at skrive om mine kvaler med morfin er lidt splittede, for det er jo i ens egen interesse at indtage stoffet. Ifølge lægerne skulle man ikke tænke på bivirkninger som afhængighed, men for mit vedkommende har det vist sig, at jeg nok alligevel har skulle være opmærksom på det. Det er dog en 'opmærksomhed' der er svær at definere, for nok kan man være opmærksom på det, men der har ikke været det store valg, da morfin har været nødvendigt for at jeg (overhovedet) har kunne tisse. Med andre ord, så er min respekt for stofmisbrugere der stopper med store mængder smertestillende eller euforiserende steget markant. At stoppe med at drikke cola gav kvalme og hovedpine i én til to uger. Morfin derimod, fungerer kvalmen på en helt anden måde - lidt svært at forklare. Man har i hvert fald ikke altid lyst til at stoppe ;-) ...det er heller aldrig belejligt.  MEN, det kan lade sig gøre. Jeg tager nu 5 mg to gange om dagen, og det er faktisk meget passende. J