Mave- tarmlæge
Jeg var inde og snakke med min mave- tarmspecialist i mandags, da jeg var begyndt at mærke mere til maven - tror jeg. Det er altid svært om det er hovedet eller kroppen den er gal med, om man 'bare skal i gang' efter at have ligget stille de sidste 9 måneder (mere eller mindre).
Det gik rigtig fint, og jeg havde Michell og Ina med. Michell var meget opsat på, at hun skulle give lægen en stor krammer, fordi hun jo reelt har reddet mig. Havde lægen ikke opdaget kræften i sin tid, så havde jeg formentlig gået med den endnu, da jeg var færdigbehandlet for mit lyskebrok.
Det starter dog ikke så godt ud, da sygehuset ikke har modtaget svar på blodprøverne jeg fik taget forinden. Lægen kunne godt se at de var taget, men kun ikke få tallene... Uden at vide hvorfor, men irriterende syntes hun da det var - jeg havde dog nogle prøver der kun var én måned gamle, så de kunne stadig bruges. Sådan er det når man får lavet prøver på tværs af sygehuse... Altid noget rod ;-)
Ellers får jeg den store gennemgang, så jeg kan blive tjekket ordenligt igennem, og alt ser egentlig fint ud. Dog kan kemoen, morfinen og hvad jeg ellers har fået nemt sløre symptomerne, så vi bliver enige om at jeg starter op med Humira igen.
Humira er ikke skyld i kræften
Lægen fortæller også, at hun har haft gang i den helt store research omkring Humira og sarkomkræft, hvor hun har læst samtligt materiale om emnet, samt konfereret med specialister rundt omkring, om der kan være en sammenhæng mellem Humira og sarkomkræft - og det afkræfter hun, det er der ikke. Det giver nok dels hende ro, men også i forhold til mig der trods alt skal begynde på det igen. Men fedt at hun bruger så meget energi på det!
Jeg bliver endnu en gang bekræftet i, at jeg aldrig nogensinde skal skifte væk fra hende.
Hun fortæller også, at når der har været nyt i min sag, så har de fulgt med i det, og at de faktisk har været lidt berørte af det hele. Jeg må jo være velkendt på afdelingen, siden de sådan tænker over det :-) Men okay, jeg er efterhånden vant til, at de siger "hej Nick" når jeg kommer der - og blev også kun bekræftet i at de stadig kan huske mig, da de velkendte ansigter smiler og siger hej.
Lidt berørte
Da jeg ligesom er ved at være færdig med konsultationen, siger Michell "jeg er simpelthen nødt til at give dig et kram" og min læge bliver rimelig paf, og ligner en der lige skal forstå det rigtig, for ikke at fremprovokere en pinlig situation. Michell åbner armene, og lægger op til, at der skal altså gives et kram - og den er lægen med på - dog lidt paf, og bliver måske også lidt berørt af det. Så bliver hun altså også lige nødt til at have Ina op, og hvad hun hedder og hvor gammel hun er - osv. - sådan rigtig hygge-snakke.
Michell siger, at de virkelig er glade for at hun opdagede det, hvortil lægen lidt undvigende svarer 'ah, det var blevet opdaget', men nej, kan jeg modsvare. Jeg var færdigbehandlet, og hvis/når det endelig var blevet opdaget, så havde jeg gået med det meget længere tid, og hvem vidste så om det havde spredt sig eller hvad det havde. Vi var meget tilfredse!
Som lægen sagde, så var de jo ikke maskiner, de var bare mennesker, og de tænkte på os.
Hvilket sted!
Ha' det vel
Nick :-D
Kommentarer