2016. Jeg blev ringet op i går af min kræftlæge, at hun havde fået svar på skanningen og at der ikke var noget der ikke skulle være. Yay! :-) 'Men' da det samtidig var opfølgning på trætheden, så kom vi heller ikke nærmere hvad det kan være. Altså ikke udover, at det ikke skyldes tilbagefald eller lignende.
Med det sagt, så har jeg faktisk været oppe før 8 de sidste dage, uden at være mere træt end normalt. Så måske dels nervøsiteten over skanninger og dels eksamensangst har været medskyldig i trætheden - det er ikke til at vide. I hvert fald ville de se tiden an, og beroliget af de gode svar, så er jeg tryg ved den beslutning.
Hun bestilte samtidig en MR-skanning til om tre måneder. Hun sagde også, igen, da hun efterhånden kender mig, at jeg skulle ringe hvis der var noget. Og hvis jeg var i tvivl om jeg skulle ringe - så skulle jeg ringe. Så kunne den næsten ikke skæres mere ud (hvilket jeg nok bare har haft brug for).
Hun så også tit, at folk havde svært ved at vende tilbage til 'livet'. Det er en stor omvæltning i måneder eller decideret år, at folk tager beslutninger for en, og noget af det største man skal tage stilling til i løbet af dagen er, om man vil have toast eller pizza til morgenmad. Eller om man vil se Dexter eller The Day after Tomorrow for 215. gang. Det har jeg i hvert fald synes har været svært, og det er noget man lige skal vænne sig til - at være tilbage.
Øre-næse-halslæge
Inden opkaldet var jeg ved øre-næse-halslæge, som gav den helt store tur. Det var grundigt med medicinliste, forhistorie, kikkertundersøgelse samt ultralyd af halsen. Der var lidt hævelse ved den ene mandel samt noget bag tungen (noget med imunforsvaret), men ikke noget der forklarede 'klumpen' i halsen. Og ikke noget farligt.
Alt i alt nåede hun frem til, at det formentlig var musklerne der blev brugt lidt forkert, for alt var i den skønneste orden. Jeg blev derfor henvist til en talepædagog, der vil undersøge nærmere. Der er dog en ventetid på ca. 4 måneder.
Det er ikke noget udbredt fantastisk ting at få lavet en kikkertundersøgelse gennem næsen. Ikke at jeg decideret lå og græd i fosterstilling, men når kameraet skal rundt i krumningerne, så kan det da godt mærkes. På en lidt ubehagelig måde. Så uden at skabe skræk og rædsel om undersøgelsen, så alle fra nu vil frygte den, så var det ret hurtigt overstået, og jeg er ikke nervøs for at få det gjort igen. Kan vel bedst sammenlignes med en 'lidt træls blodprøve'. Det er også bare super irriterende, kan mærkes og man ønsker det stopper. Men man får dem lavet alligevel. Og så er anatomien også bare forskellig, og hun sagde jeg havde en krumning i næsen.
Derimod var undersøgelsen af mandlerne en "yuuuuughghhhh... uguuuuhghhh... yuuuuugh (bræklyde)"-oplevelse, med tårerne trillende ned af kinderne. Det var ikke så voldsomt at der kom noget op. Eller ubehageligt. Der kom bare en masse lyde. Og normalt har jeg ikke nemt til kvalme, og kan uden problemer selv røre ved både drøbel og mandler. Sygeplejersken smilede bare og sagde "ja ja, hun beder jo selv om det" alt imens tårene trillede, og jeg prøvede at samle mig. Det var dog ikke noget der generede lægen, for hun fortsatte bare. Jeg vil næsten sige, at det var som om hun ikke lagde mærke til at jeg lavede de vildeste bræklyde.
Men flinke var de.
Nu må man efterhånden sige, at jeg er tjekket hvor der tjekkes kan. Jeg er clean, og kan så småt gå i gang med speciale uden at belemre systemet mere med min nervøsitet. Som de jo så gerne vil have alligevel.
Ha' det vel
Nick :-)
Kommentarer