2016. Så blev det nok en gang tid til kontrol, uden der har været de helt store dikkedarer omkring det. Det store spørgsmål: jeg blev frikendt! For mit vedkommende grænser det sig til rutine, hvor det hos Michell er mere angstprovokerende. Mere om det senere.
Ina har fået lagt dræn ind i ørene samt er mega forkølet, så hun var med på tur, til stor begejstring for samtlige patienter og sygeplejesker - hvilket også resulterede i den første sygehus-filur-is. Jeg har iøvrigt ikke rørt dem siden kemo-tiden.
Vi kom samtidig ind før tid, så vi var tilbage ved bilen allerede før vi egentlig skulle have været inde. Det gør ikke noget en fredag eftermiddag kl 12.30, hvor man bare gerne vil hjem og finde ud af hvad der skal spises til aftensmad - hvilket blev hotdogs, da William har 'set' hotdogs samtlige aftener den sidste uge. Endnu mere win var, at vi fandt en parkeringsplads uden betaling, og det var lige 50 kr sparet. Samt tættere på afdeling 5...
Kendte ansigter
Det var meget hyggeligt, da det var Phillip, den første læge vi snakkede med, der stod for kontrollen. Han indledte med spørgsmålet om hvordan jeg havde haft det - hvilket var fint - og tilføjede at skanningen så fin ud. De kunne stadig se den lille 'klump' der gav anledning til alle kanonerne blev kørt i stilling sidst, men der var ingen ændring, så de vurderede det til at være en følge af operationen og ikke noget der skulle gøres noget ved. Så længe at alt ser ud som sidst, er det de bedste tegn der er, og så er alle glade. Det var egentlig kontrollen, og tre timers kørsel. Uden at have mere relevant at tilføje, nævnte jeg alligevel at jeg syntes det var sjovt at jeg ikke længere havde ondt i knæet, hvor jeg før operationen ikke kunne ligge på ryggen med strakte ben. At benet ikke var hævet yderligere. At jeg stadig er følelsesløs på en rimelig stor del af låret, hvilket ifølge Philip kunne blive bedre, men, at det ville tage lang tid da nerver vokser uendeligt langsomt. Ikke at det generer mig voldsomt, da det også er en billig pris at betale for at være kræftfri. I sin tid syntes jeg også det var en billig pris at tage afsked med den ene sten, selvom det ikke blev aktuelt. Gad vide hvor mange ting der er OK at tage afsked med mod at blive kræftfri?
Jeg tilføjede også, at selvom jeg forsøgte at holde øje med ændringer i området, var det svært, for det hele ser underligt og ommøbleret ud!
*du skal ikke være nervøs*
Men, det er jo ikke lykke det hele. Dagene - eller ugerne - op til kontrol er præget af tanker omkring at skulle i behandling igen. Lidt som hvis man har spillet i lotto, og allerede er begyndt at bruge pengene, for selvfølgelig vinder man. Bare lidt mere negativt præget her... Med det skrevet, så havde jeg forberedt mig på en gamer-bærbar så jeg kan spille kerbal space program på sygehuset. Det er dog ikke så tvangspræget, at jeg decideret bliver nervøs og frygter samtalen. Det er lidt anderledes for min stakkels kone, der jo er hende der skal bære læsset og dermed frygter det ekstra meget. For hende er kontrol ikke en forløsende situation der skaber ro, men en angstprovokerende udsættelse af krise og kaos. Nu er der igen tre måneder til *den hårde besked*.
Vi snakkede om det i bilen på vej hjem, og nåede frem til, at på en eller anden måde kan det sammenlignes med at frygte voldtægt. Man kan sige til sig selv mange gange, på vej hjem fra byen en mørk aften, at det ikke kommer til at ske noget, men jeg tror de fleste kan genkende at sådan fungerer det ikke. Det bliver man ikke rolig af. Ligesom det ikke virker at sige til sig selv inden eksamen *nu skal du ikke være nervøs*.
Så på en eller anden måde, skal vi have ændret tankegangen, at "man skal prise sig lykkelig" - eller "heldig" - for ikke at være ramt denne gang, hvad enten det er af voldtægt, kræft eller nervøsitet til eksamen. For med den anden tilgang anerkender man et eller andet sted en reel risiko, hvor man virkelig skal være heldig for at slippe. Der skal selvfølgelig være en naturlig frygt for at det sker, uden det ødelægger byturen, livet og hverdagen, for risikoen er immervæk mindre for det sker end at det ikke gør. Det tænker jeg er helt naturligt.
...jeg blev så svaret skyldig da vi ligesom skulle finde en metode, men det må tiden jo byde ind med.
Ha' det vel
Nick :-)
Kommentarer