Gå videre til hovedindholdet

Ny cykel - kan jeg leve op til den?

Jeg har rigtig flottet mig, og købt den fedeste racercykel jeg nogensinde har set - næsten. Men jeg skulle også lige kunne betale den...




Indtil videre står den i tv-stuen, men planen er den skal hænge på væggen - og det var ikke min idé! Sælgeren kiggede sjovt da jeg sagde, at min kone havde sagt at den skulle da ikke stå i skuret, den kunne hænge i stuen. Det tænker jeg alligevel bliver for voldsomt, så vi blev enige om, at den kan hænge i soveværelset :-)

Dette betyder selvsagt, at jeg skal i gang med at dyrke motion. Jeg har været lidt skeptisk i forhold til hvad folk så tror om mig, da jeg trods alt stadig er sygemeldt. Jeg er nået frem til, at sygehuset har sagt at det er rigtig godt at dyrke motion, og gerne så meget som muligt, og det betyder ikke at man er rask. Selvom jeg forsøger at bevæge mig mere - hvilket også lykkes - så er jeg stadig 'kollo-enormt' træt. Så træt, at jeg falder i søvn i bussen på vej til toget efter en god nats søvn. Jeg falder i søvn når jeg prøver at se film om aftenen. Jeg falder i søvn mens jeg spiller computer. Kort sagt, jeg falder i søvn hele tiden, medmindre jeg bevæger mig. Okay, det er ikke narkolepsi-slemt, men jeg skal ikke sidde stille uden at lave noget meget mere end 5 minutter før hovedet begynde at "hoppe".

Så er jeg stadig skeptisk over at skrive jeg laver noget? Ja, jeg har stadig en idé om, at nogle måske kan finde på at kigge skævt på mig fordi jeg bevæger mig, for hvis jeg kan gå eller cykle en tur, så kunne jeg vel også læse en bog - eller hvad? Tro mig dog, når jeg skriver at det kan jeg ikke. Jeg er 100 % sikker på, at sætter jeg mig ned for at læse, så falder jeg i søvn med det samme! :-)

Bivirkninger af strålingen
Jeg er begyndt at blive rød i området hvor strålerne rammer. Ikke i en sådan grad at jeg mærker "brændsårssmerter" eller lignende, men det er begyndt at klø mere. Jeg har fået nogle silikoneskumpuder-et-eller-andet med hjem, der sidder rimelig løst fast på huden. Det er for at beskytte huden mod bukser og boksershorts, der ellers kan slide på området. De virker også fint, tror jeg, jeg mærker i hvert fald hverken "plasteret" eller slidmærkerne.

Jeg tror dog, at grunden til at jeg ikke mærker mere end jeg gør er, at jeg får morfin hver 6. time. Det tager alligevel en hel del. Det gør dog også, at jeg bliver træt med træt på.

Jeg spurgte i dag om jeg ikke kunne få noget opkvikkende til at modvirke morfinen, men det eneste der var, er prednisolon - og det gider jeg alligevel ikke have. Ikke når der ikke er mere grund end lige træthed. Hun mente dog, at trætheden i langt højere grad skyldes strålingen end morfinen - så forhåbentlig stopper det snart. Jeg har jo kun én uge tilbage :-)

Følg min motion
Hvordan og hvorledes det lige kommer til at foregå ved jeg ikke rigtig, men min cykelcomputer synkroniserer automatisk med Endomondo (eller det kommer den til) samt der er mulighed for live at følge med i hvor og hvor hurtigt jeg cykler. Jeg tænker, udover det er sjovt for mig selv at følge med i hvordan min kondition forhåbentlig bliver bedre, så er det også sjovt for andre at se én starte fra 0 og arbejde sig op til forhåbentlig at kunne cykle nogle gode lange ture.

Ha' det vel
Nick :D

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

INTRODUKTION TIL DET HELE DEL 1 2006- 1. DECEMBER 2014.

At blive ramt af et synovialt sarkom. Det er lidt svært rigtig at starte fra en ende. Jeg går fra et ret almindeligt liv. Kone, barn, studie og livets små finurligheder, hvor man kan bekymre sig om køen i Rema, orker man at finde på noget sundt mad - men det går nok alt sammen. Der er masser af tid. Pludselig fortæller lægen "du har kræft" - og så skulle jeg pludselig forholde mig til at være ramt af et synovialt sarkom. Billederne er fra nogle måneder før "den endelige besked". Alt i alt en helt almindelig hverdag med tur i zoo, mad på bones og en gravid kone. Som så mange andre her i verden. Men det startede en gang, en morgen, med krampe i benet. Det har været i løbet af HTX, da jeg klatrede. Ikke at jeg særlig tit var skadet, men det skete da at man fik nogle knubs, når man dyrker ekstremsport. Det er selvfølgelig svært at vide om historien overhovedet starter her – det ved lægerne end ikke. Men i hvert fald fik jeg, ved hurtigt løb, pludselige bevægelser og sla...

Samtale med lægen; gode og dårlige nyheder

De gode nyheder er sjovest, for de er, ja, gode. ;-) De gode Knuden de har fjernet, har de fået det hele med af. Mit ar og det hele så også fint ud. Den "pølse" jeg har på låret, er en muskel han har "sat" der. Noget af det væv og muskel han fjernede under operationen var han nervøs for om ville lave et hul ved benet, så han tog en anden muskel og syede fast, som så har lavet den bule der er på låret. Den generer heldigvis ikke, men det var rart at få bekræftet, at den ikke har nogen betydning.  Motion skal jeg bare i gang med, og jeg må gå alt det jeg har lyst til. Dog skal jeg af hensyn til risikoen for at udvikle brok, undlade at løfte tunge ting de næste par måneder. Dette var mindst to måneder. Jeg må dog gerne, når det er nødvendigt, løfte Ina. Men det var også grænsen. De dårlige De dårlige fylder lidt mere i mit indlæg. Først og fremmest, så har de testet knuden de har skåret ud, og jo færre 'levende' celler der er i knuden jo be...

Operationen - det lange indlæg

Så er der endelig overskud til at skrive 'lidt'.  Fra en ende af, så startede vores dag torsdag kl 5.30. Vi havde egentlig sat uret til 5.00, men det hørte vi ikke - så heldigt nok vi havde sat to. Vi skulle være på afdelingen kl 7.00 fastende og uden drikke fra kl 06.00 hvor jeg skulle drikke et stort glas saft og spise to panodiler. Saften skulle være så man ikke gik sukkerkold. Operationen var planlagt til kl 08.00, og inden da var der lige en kort samtale med sygeplejersken og så skulle jeg i sygehusets smarte tøj. Både skjorten og underbukserne er fyldt med knapper så de ikke skal bakse med noget under operationen, hvis det skulle blive nødvendigt. Og så er det rent, så når man har taget det på, så skal man så vidt muligt opholde sig i sengen, som man også bliver kørt til OP i.  Ude foran OP lå jeg kort og ventede, mens vi snakkede lidt med sygeplejersken der skulle være med til operationen. Hun spørger Michell om hun vil med ind, og det vil hun heldigvis ge...