Jeg tænker naturligvis over hvordan hele dette forløb kommer til at påvirke mig fremadrettet. Forhåbentlig er det en styrke jeg kan bruge positivt, og ikke noget jeg kan se tilbage på som "ah, dengang var det meget værre, nu skal du heller ikke pive over lidt ondt i maven" for det skal altid være plads til at pive. ...og ligge i sengen og være mandesyg.
Jeg tror, uden at have undersøgt det nærmere, at vi glemmer meget mere end vi lige går og tænker over. Jeg kan tydeligt huske, at jeg havde ondt efter operationen. At jeg havde det dårligt efter kemoen. Vi kan vel alle huske dengang man sad på toilettet i timevis og følte maven var på vej med ud... Men af en eller anden grund, så frygter jeg det ikke særlig meget. Mentalt gør jeg mig nok klar til hvad der end kommer til at møde mig. Måske man altid gør sig klar? Det er faktisk svært at huske andet end "det gjorde ondt" også selvom jeg prøver.
Det er nok også en overlevelsesstrategi der er meget smart at have, tænker jeg, for selvfølgelig skal man lære af sine fejl (sådan rent evolutionært) men samtidig skal man også kunne rejse sig igen og leve videre.
Chips og kvalme
Der er dog nogle ting som jeg ikke kan glemme - eller min krop ikke kan glemme - f.eks. KiMS chips, de små blå poser med havsalt, hvis jeg ser dem får jeg ret hurtigt kvalme. Hvis jeg får øje på posen mens jeg spiser, så mister jeg appetitten med det samme. Jeg mister ikke lysten ved de store poser havsalt, det er kun de små. Samtidig får jeg stadig kvalme af at tænke på rejemadder med dilddressing eller kyllingoverlår med skysauce. De to ting fik jeg nemlig altid den første dag jeg fik kemo... På anden- og tredjedagen spiste jeg sjældent, så jeg har ikke helt samme forhold til de andre retter på menukortet. Det sjove er dog, at jeg sagtens kan lave det selv - eller spise det andre steder - uden problemer, det er kun når jeg ser billeder af det, eller jeg tilfældigvis er på kræftafdelingen på Nørrebrogade en af de dage de serverer de retter jeg fik da fik kemobehandling, og jeg så kan lugte kyllingen. Når jeg læser mit indlæg igennem for korrektur, så får jeg det dårligt igen. Det er lidt sjovt, som det har påvirket mig.
Jeg har en lille pose KiMS med havsalt liggende på mit skrivebord foran min computerskærm, så jeg kan kigge på den dagligt. Synet af den er ikke helt så slemt længere, jeg kan dog stadig ikke få mig selv til at åbne den. Endnu mindre at smage på den. Jeg har heller ikke lyst til at røre ved den, men der er da i det mindste sket et lille fremskridt, da jeg nu kan se på den. Jeg har nogle stykker liggende rundt omkring i huset, som sygeplejerskerne gav mig i sin tid (og som jeg af gode grunde til sidst ikke spiste), som Michell nu er begyndt at gå og snacke i. Det er helt fint, de skal nødig blive for gamle, men jeg nyder ikke synet af at nogen skal spise dem - selvom jeg godt ved de ikke fejler noget. Min krop har måske bare vænnet sig til, at hver gang jeg har spist dem, så har jeg fået det dårligt. Også selvom det ikke er chipsenes skyld... Ostepops fejler dog ikke noget, så dem spiser jeg stadig. Cola har jeg heller ikke fået taget livet af, selvom jeg drak en del af dem - også mens jeg fik kemo.
Nu jeg tænker over det, så er det vel egentlig en skidt ting, at jeg altid har været forbi McDonalds når jeg var ved at komme mig efter kemoen? Så forbinder jeg burgere med helse? Måske jeg skulle have prøvet med gulerødder og æbler i stedet.
Ha' det vel
Nick :D
Chips og kvalme
Der er dog nogle ting som jeg ikke kan glemme - eller min krop ikke kan glemme - f.eks. KiMS chips, de små blå poser med havsalt, hvis jeg ser dem får jeg ret hurtigt kvalme. Hvis jeg får øje på posen mens jeg spiser, så mister jeg appetitten med det samme. Jeg mister ikke lysten ved de store poser havsalt, det er kun de små. Samtidig får jeg stadig kvalme af at tænke på rejemadder med dilddressing eller kyllingoverlår med skysauce. De to ting fik jeg nemlig altid den første dag jeg fik kemo... På anden- og tredjedagen spiste jeg sjældent, så jeg har ikke helt samme forhold til de andre retter på menukortet. Det sjove er dog, at jeg sagtens kan lave det selv - eller spise det andre steder - uden problemer, det er kun når jeg ser billeder af det, eller jeg tilfældigvis er på kræftafdelingen på Nørrebrogade en af de dage de serverer de retter jeg fik da fik kemobehandling, og jeg så kan lugte kyllingen. Når jeg læser mit indlæg igennem for korrektur, så får jeg det dårligt igen. Det er lidt sjovt, som det har påvirket mig.
Jeg har en lille pose KiMS med havsalt liggende på mit skrivebord foran min computerskærm, så jeg kan kigge på den dagligt. Synet af den er ikke helt så slemt længere, jeg kan dog stadig ikke få mig selv til at åbne den. Endnu mindre at smage på den. Jeg har heller ikke lyst til at røre ved den, men der er da i det mindste sket et lille fremskridt, da jeg nu kan se på den. Jeg har nogle stykker liggende rundt omkring i huset, som sygeplejerskerne gav mig i sin tid (og som jeg af gode grunde til sidst ikke spiste), som Michell nu er begyndt at gå og snacke i. Det er helt fint, de skal nødig blive for gamle, men jeg nyder ikke synet af at nogen skal spise dem - selvom jeg godt ved de ikke fejler noget. Min krop har måske bare vænnet sig til, at hver gang jeg har spist dem, så har jeg fået det dårligt. Også selvom det ikke er chipsenes skyld... Ostepops fejler dog ikke noget, så dem spiser jeg stadig. Cola har jeg heller ikke fået taget livet af, selvom jeg drak en del af dem - også mens jeg fik kemo.
Nu jeg tænker over det, så er det vel egentlig en skidt ting, at jeg altid har været forbi McDonalds når jeg var ved at komme mig efter kemoen? Så forbinder jeg burgere med helse? Måske jeg skulle have prøvet med gulerødder og æbler i stedet.
Ha' det vel
Nick :D
Kommentarer