At overgå til egenkontrol uden kontakt til sygehuset

Nu går jeg ind i tredje uge med strålebehandling ud af de seks uger. Det betyder, at jeg på fredag er halvvejs.
Når jeg er færdig - eller næsten færdig - med strålerne, så mangler jeg kun nogle enkelte skanninger, og så er der kun tre-månederskontrol tilbage. Jeg går altså fra, at have kontakt til sygehuset dagligt, eller i hvert fald ugentligt, til være stort set på egen hånd.

Følelsen indeni er meget ambivalent, for det er jo fantastisk snart at være færdig, men det er også med vished om, at nu skal min krop gøre resten. Der er ikke mere de kan gøre for mig på sygehuset, medmindre det bliver værre eller kommer igen andre steder i kroppen. Så jeg skal for alt i verden aldrig tilbage! ;-) Det jeg kommer til at "savne" er  den konstante fokus på min krop og mine 'tal', der ved de mindste udsving, bliver reageret på. Nu skal jeg selv være opmærksom på alle signaler igen, og være afhængig af egen læge i stedet for at kunne ringe til sygehuset og komme ind dag og nat - selv ved de mindste gener. Ingen ventetid. Ingen dumme spørgsmål. Masser af overskud. Dén del kommer jeg til at savne!

Til gengæld, så kommer jeg ikke til at savne at skulle lægge ud for daglige ture til og fra Aarhus. Det river hårdt i læderet! Og det tager 6-8 uger for dem at refundere hvor meget jeg end får dækket af mine udgifter. Forhåbentlig det meste... Jeg venter stadig spændt på det første brev, der blev indleveret for fire uger siden.

Forude venter måneder med genoptræning af ikke mindst kroppen, men også af hovedet. Kroppen har jeg nogenlunde en idé om, er i endnu dårligere form/stand end før behandlingen. Hovedet er lidt sværere at gennemskue, for selvom det hele kører langsommere end før, så fungerer jeg trods alt stadig i hjemmet. Jeg synes dog, at ved mere krævende computerspil eller bøger, at det hele tager længere tid, så jeg tør ikke tænke på hvordan det bliver at læse akademisk engelsk. Forhåbentlig en leg, når jeg samtidig kommer i god form. Det skulle, så vidt jeg husker, tage ca. 6 måneder for hovedet at blive "normalt" igen. Det passer meget godt med, at jeg skal i gang med studiet til januar.

Mandagsstråler

Dagen startede hårdt ud, lettere ramt af tømmermænd, allerede kl 7.30. Ifølge rejseplanen skulle jeg med bussen fra Gug kl 9.55. Den ankom 9.58, og var selvfølgelig yderligere forsinket da den ankom til stationen. Ikke at der var trafik eller noget, den kørte bare mega langsomt... Jeg stoler fra nu af ikke blindt på rejseplanen længere. Med det næste tog er jeg ifølge planen ved Skejby 12.45 og jeg skal have stråler 12.45. Jeg er formentlig på stedet omkring 12.50... surt! Sygeplejersken var dog meget "det gør ikke noget, du skal ikke stresse eller noget, så du kommer bare, det gør ikke noget du er for sent på den"-agtig, selvom jeg nu alligevel har det lidt dårligt med at komme i sidste øjeblik. At skulle vente over en time til halvanden på sygehuset i stedet for 30 minutter, er dog også lidt træls bare fordi bussen absolut skal være langsom.

Pulled pork

Ellers havde vi en rigtig hyggelig aften med pulled pork, øl og asti

Michell siger "ej den ser virkelig sort ud på billedet" og det må jeg give hende ret i. Det er dog primært de 11 timer med røg, der gør den så mørk. Medmindre det kan være sort, sødt og saftigt på samme tid, og det tror jeg ikke :-)

...grillen løb selvfølgelig tør for gas undervejs i processen, så jeg måtte fluks sende Michell af sted til bauhaus efter en ny flaske. På det tidspunkt var hun ude og handle, så maden var først klar 19.30.

Derudover blev der fem poser rester til fryseren, lige til at tage op til en omgang biksemad. Pulled pork er genialt i biksemad!

Ha' det  vel

Nick :D