Denne del har jeg glædet mig til, at fortælle om. Og nu skrive om. Nemlig at blive hentet i ambulance! Det lyder meget dramatisk – det var det heldigvis ikke. Ikke udbredt i hvert fald. Den kørte også af sted uden blå blink – desværre, selvom det nu nok var bedst. Så var det i hvert fald ikke mega akut. Men jeg har fået opfyldt min drengedrøm. Jeg har kørt i ambulance
(billedet er tage lige efter jeg kom ud. Jeg sagde til Michell på vej ud af døren, at hun skulle tage et billede… og så at hun skulle gøre det lidt diskret – de skulle helst ikke se det – jeg var jo syg)
Inden jeg går i gang, vil jeg dog lige åbne op for hvad der foregår i mit hoved. Jeg har læst mine blogindlæg igennem efterfølgende, og det gruer mig, at jeg ikke spotter slå- og stavefejl. Ikke at jeg er perfektionist på nogen måde. Kan jeg slippe, så gør jeg det. Men at skrive og grammatik, har aldrig været noget jeg så som et problem. Jeg troede ærligt talt, at hvis jeg lige læste det hele igennem et par gange inden jeg trykker “upload”, så vil det være fri for graverende fejl ligesom det meste andet jeg plejer at lave. Det var det. Håber snart det bliver bedre, for jeg overgiver mig nødigt til at få læst korrektur
Men for at tage dagen fra starten. Mod kvalmen får jeg en masse medicin, blandt andet Emperal. Ikke at jeg faktisk har følt på noget tidspunkt at nu er det helt slemt med kvalmen, men jeg tror det er forebyggende. Det skulle være svært at stoppe igen. Jeg havde i hvert fået en dåse og et stykke papir fra onko i Aarhus, hvor der stod at man kunne opleve en sjælden bivirkning. Krampe i kæben. Samt at jeg måtte tage 3 stk. hver 4. time. Det gjorde jeg om aftenen samt næste dag (den 29.) kl 12. Tog yderligere 3 stk kl. 16. Da Mads E hentede mig fra hospitalet var der en kort gå tur hen til bilen hvor jeg godt kunne mærke at noget spændte i nakken, men tænkte at jeg bare havde ligget forkert. Da jeg kom ind i bilen og slappe af gik det også væk igen. Mærkede faktisk ikke noget til det resten af dagen, hvorfor jeg også havde en rigtig fin hjemkomst. Altså, jeg lå nok egentlig mest i sengen og så film kombineret med at sove. Mest sove. Sidst på eftermiddagen tog smerterne dog til, og der skulle mere pres på nakken og mere varme til før det blev behageligt at ligge igen. Oven på tre dage med kemo skulle jeg nok kunne klare lidt ondt i nakken – jeg er ikke den der piver Så bed det i mig og vendte mig på den anden side. Nu bliver det hele efterfølgende lidt slørret, for jeg ender med til sidst at må ligge med hovedet ud over sengen og konstant bruge energi på at få hovedet i en normal positur. Det kan bedst beskrives som, at alle kræfter bruges på at presse kinden ned mod skulderen i højre side. Til det følger, at min ryg begynder at forme sig som et C. Jeg tænker, at jeg nok hellere må ringe til afdelingen i Aarhus, da det kun bliver værre, samt jeg bruger enormt meget energi på det.
I Aarhus får jeg fat i en anden afdeling end ungdomsafdelingen, da denne er lukket om aftenen og i weekenden. Sygeplejersken spørger ind til nogle forskellige ting og siger at lægen vil ringe tilbage om lidt. Der går 10-15 minutter hvor jeg sidder og venter og det igen tager til. Jeg ved i hvert fald ikke hvad jeg ligner og Michell ser også helt forkert ud i ansigtet. Jeg ringer derfor op igen, og sygeplejersken kan ikke forstå der ikke er blevet ringet, men hun giver besked igen om at ringe hurtigst muligt. Lægen ringer kort tid efter, og sammen når vi frem til at jeg har fået en reaktion på Emperal, som let kan behandles med en modgift. Hun vil derfor kontakte Onkologisk i Aalborg som så vil tage imod mig, og så ringe tilbage. Der går vel 10 minutter før hun ringer tilbage. Ikke specielt lang tid. Det føles som lang tid! I mellemtiden er mine kramper dog begyndt at trække fra hagen ned mod kravebenet, så det lukker af for luftrøret. Ikke så jeg slet ikke kan få luft, men jeg skal hive noget mere efter det. Skal lige indskyde at på dette tidspunkt er klokken omkring 20-20.30, jeg har altså KÆMPET med alle mine kræfter for at holde halsen i en ret vinkel siden 18-tiden. Noget der ikke rigtig kan lade sig gøre længere. Jeg er simpelthen for træt! Men man har mange flere kræfter en man lige går og tror. Det vil også vise sig, at jeg har mange flere endnu.
Lægen ringer tilbage og fortæller at de står klar til at modtage i Aalborg og om jeg selv kan komme derind. Jeg tror hun når at snakke om, at de kan bestille transport, så det ikke bliver for rodet med familie osv. Jeg får dog sagt, at jeg får sværere ved at få luft og at jeg virkelig ikke har mange kræfter tilbage. At nu begynder det virkelig at gøre nas! Jeg har løbet et marathon i halsen nu. Hun trækker lige kort og siger så “du skal ringe 112 nu så” … Bliver helt chokket af at skrive det igen – så må der alligevel være noget helt galt, når lægen siger sådan. Jeg siger pænt tak og farvel og slår så 112 op på telefonen. Michell kigger mærkeligt på mig og jeg svarer bare “hun sagde jeg skulle ringe 112″. Der bliver altså ikke udvækslet mange ord mellem os!
Alarmcentralen tager telefonen, men stiller hurtigt videre til en sygeplejerske da jeg kort har fortalt om symptomerne. Det tog maks 10 sekunder Sygeplejersken spørger om jeg har noget antihistamin i hjemmet. Jeg har Telfast 180 mg. på recept. Det kender hun ikke, men hvis det er antihistamin så skal jeg tage en god portion, en 5-stykker og knuse i et glas hvis jeg kan eller tygge dem. Jeg tænker, at når de nu er en del kraftigere end de andre, tager jeg tre og tygger dem. Vil nødig rammes af mere, og lægen har jo fortalt hvad jeg skal have. Og det var ikke antihistamin. Forfærdelig smag og klistret i hele munden som jeg kan sidde og grave ud. Jeg ved ikke helt præcis om det overhovedet hjalp, eller om de hjalp en lille bitte smule. Jeg får lidt forvirret forklaret noget, hvor hun svarer at jeg bare skal tage det roligt, de er på vej. I baggrunden kan jeg også høre sirener og kan kun tænke “wow, man, de kommer efter mig. Er det virkelig så slemt? Har jeg sagt noget forkert eller blev misforstået? Bare de ikke bliver sure og siger jeg har misbrugt dem… så dårlig er jeg jo heller ikke”. Da jeg siger jeg kan høre dem, spørger hun om jeg er tryg ved at lægge på så de kan overtage. Det er jeg, og render derefter frem og tilbage mellem vinduerne. Jeg kan dog ikke længere høre sirenerne, og vi bliver i tvivl om de har taget en forkert vej så de er endt bag en jordvold. En typisk fejl folk laver når de skal besøge os første gang og følger en GPS. Gad vide om de får rettet kortet en dag? Kort tid efter kunne jeg dog høre dem igen og se de blå blink. Der er måske gået maks 5 minutter fra jeg ringede 112 til de var her. Det gik enormt hurtigt! Og der var endda stadig sne. Jeg fortæller Michell at jeg synes hun skal ringe til Mads og Sandi hvis det er, for så kan de .. Ja, ved egentlig ikke hvad jeg sagde. Jeg tror jeg fik sagt det. Men foreslog det i hvert fald, er jeg ret sikker på. Jeg tror hun havde mere travlt med at få mig hurtigt af sted end at tænke på hvad hun skulle gøre bagefter
Jeg går selv ud til dem – jeg tror de er lidt forvirrede over at jeg går. Jeg tror jeg er helt høj over at skulle køre i ambulance, i hvert fald lægger jeg næsten ikke mærke til jeg har ondt da jeg kommer haltende af sted spændt som en flitsbue. Får også sagt til Michell “du skal tage billeder, husk du skal tage billeder” .. og tænker så “Hmm, det var alligevel lidt underligt sagt. Får derefter sagt at hun skal gøre det diskret, de må IKKE se der bliver taget billeder” De kommer ud og kigger lidt på mig, hvor til jeg svarer at det er mig de er kommet efter. Mig med halsen. Vi går om til skydedøren, hvor jeg får øje på en stol. Jeg spørger om jeg skal sætte mig i stolen og det skal jeg. Begynder så småt at tage sele på. Det kan jeg dog godt pakke sammen, for skal op og ligge og spændes fast på båren. Derudover skal der tages temperatur i panden, blodtryk og lægges venflon, hvis jeg fik brug for noget medicin. De stiller en masse spørgsmål som jeg efter bedste evne svarer på. Samtidig forsøger jeg at få indskudt, at lægen godt ved hvad jeg skal have. Jeg skal bare have en modgift. De spørger om jeg har nogle knopper på kroppen. Ikke af hvad jeg ved af – tror i jeg har meningittis eller hvad??? De ville bare gå med livrem og seler. Fair nok tænker jeg, jeg vil bare gerne snart af sted og jo længere tid vi sidder her og snakker jo længere tid går der før jeg kan få min modgift. Fortæller dem endnu en gang, at lægen ved hvad de skal give. Den godtager de og begynder at køre. Uden udrykning.
Det hele lyder måske meget dramatisk. Det gik også meget hurtigt, men jeg var ikke nervøs. Det gjorde bare ondt med ondt på og jeg var udmattet af det timelange “anfald”.
Mine kramper har nu vendt sig fra højre side mod venstre, og redderen kan tydeligvis se at jeg har store smerter og ubehag. Hvert 2. eller 3. sekund forsøger jeg desperat at få hovedet på ret kurs – men forgæves hver gang. En ambulance er lukket næsten helt af, så man kan intet se hvad der foregår. Derfor aner jeg heller ikke hvor jeg er på noget tidspunkt. Jeg ved dog, at jeg ender på Aalborg Sygehus, hvor jeg bliver kørt hen til en “modtagelse” hvor der sidder nogle sygeplejersker klar. De sender mig til en stue hvor jeg sammen med en sygeplejerske bliver inlogeret under fine forhold. Jeg har desværre intet billede af rummet. Men det er koldt, kedeligt, masser af slanger og computere og dikkedarer. Samt sygeplejersken. Hun skal lige tage puls, blodtryk, temperatur osv. Alt sammen ser fint ud. Selvfølgelig. Har kun ondt. Hun spørger også ind til de famøse knopper. Må igen skuffe, jeg skal blot have noget modgift, den skulle være klar til mig. Klokken er her omkring 21. Sygeplejersken fortæller, at lægen snart vil kigge ind. Jeg lægger mig tilbage til mine smerter og vender hovedet frem og tilbage. Nu er smerterne i højre side igen. Klokken 22.40 har sygeplejersken været inde et par gange, da jeg har fået bakset pulsmåleren af og maskineriet bipper på livet løs – men forsikrer at lægen er på vej. Synes det er åndsvagt det hele. Hvorfor kan jeg ikke bare få den skide modgift!? Men der må jo være en mening med det. Sender en SMS til Michell med at jeg stadig er OK og en smiley. Jeg er ikke helt OK – jeg har stadig næsten lige så mange smerter, men jeg tænker hun havde mere behov for støtten på det tidspunkt end jeg havde. Hun fortalte i hvert fald efterfølgende at hun var glad for beskeden
Et sted mellem 22.40 og .. 60 minutter senere kommer lægen. Endelig !!! Over TO timer senere. Tænkte det måtte have været noget svært traume der afholdte ham. I hvert fald måtte alt overskygge mit – men jeg er jo heller ikke den der brokker mig højlydt. Ventede pænt til det blev min tur – vidste jo godt hvad jeg skulle have og havde snakket med både Aarhus og Aalborg. Lægen spurgte om forskellige ting, og ville så lige komme tilbage. Kunne høre han konfererede med en anden over telefonen (Lægen kan vel beskrives som en på min egen alder med langt hår. Lignede lidt en rollespiller og havde en lang halskæde med et kors. Eller en ring.) Men intet ondt om alder eller udseende. Han er jo læge. Men var nu alligevel lidt skeptisk over det tog så lang tid, da jeg godt vidste, at de vidste hvad jeg skulle have. Han kommer tilbage og fortæller at han gerne vil prøve med noget antihistamin først og hvis det ikke virker, så har de noget antiparkinson medicin. Det eneste jeg på det tidspunkt ville vide, er hvor lang tid det er om at virke. Om det virkelig er det værd at argumentere for, at jeg skal have det der virker. Ikke at de liiiige skal prøve noget først. Det må de hjertens gerne en anden gang. Eller for to timer siden. Men 5-10 minutter. Fair nok, nu har jeg ventet to timer, jeg kan godt vente 5 minutter og så må jeg jo brokke mig – tænker jeg. Svarer ikke rigtig noget… Er virkelig virkelig udmattet og har ingen energi til at flytte hovedet længere. Kort efter kommer sygeplejersken ind med medicinen. Om medicinen virker eller om det stoppede af sig selv ved jeg ikke, men i hvert fald gik 9/10 af smerterne væk efter 5 minutter. Bom og så sov jeg. Vågnede ved at lægen kom ind igen og kunne fortælle at han gerne ville have mig til observation. Fint nok, alt er bedre end et lille hvidt rum med 1000 watt lige i ansigtet. Det blev til AMA, nåede jeg at se. Fik en fin stue hvor der allerede lå én. Var ikke rigtig træt længere, bare rigtig rigtig øm. Og skulle for en gangs skyld lige have taget blodprøver, temperatur, puls og blodtryk. Som alt sammen stadig så fint ud… Husker ikke super meget fra natten, andet end at puden var dobbelt elendig (lidt negativ må man gerne være er virkelig glad for min hovedpude!) så jeg fik to. Det gjorde det absolut ikke bedre!
Men jeg fik da sovet. Inden da nåede jeg at sende en sms til Michell. Den sendte jeg faktisk lige da jeg var kørt ind på stuen. Klokken 23.40.
Emneskiiiiift. Til morgenmad fik jeg øllebrød (hvorfor har de altid øllebrød på sygehuse???? og hvorfor skal man altid forklare at man ikke kan tåle laktose og derfor ikke vil have hverken fløde eller flødeskum på..pfff :P) og æg og bacon. Det blev til et par skefulde øllebrød og den fine skive bacon, mere var maven ikke i stand til. Men jeg er en sucker for mad og har altid fundet hospitalets mad helt udemærket. Dette har ført til talrige kommentarer fra personalet (og andre) rettet mod min mors mad – uden det har noget hold over hovedet. Den er fantastisk. Men måske er jeg bare realistisk og forventer ikke at være på Noma når jeg er indlagt? Jeg synes i hvert fald maden er helt fin. Især mosen med brun sovs de af eller anden grund altid har!? Det er dog bedre i Aarhus – men jeg tror også onkologisk får helt noget særligt
På det tidspunkt havde jeg bare ondt over det hele. Som om jeg havde cyklet 100-vis af km. Jeg trængte til at komme hjem. Ville også gerne være klar til nytårsaften. Jeg ved faktisk ikke hvad jeg lavede dagene efter – jeg tror jeg sov. Jeg mindes at jeg den første dag så mr. Bean 6-8 gange, da jeg havde fundet ud af den automatisk startede selv. Derfor blev den ikke skiftet ud. Så slap jeg nemlig for at rejse mig. Dagen efter var det days of thunder. Dog kun 4-5 gange, da jeg skulle rejse mig hver gang den var slut. Jeg endte med at sove og slappe så meget af, at jeg ikke kunne sove om natten – hvor der altså bare blev set mere days of thunder krydret med lidt topgun når der skulle variation til. Gamle klassikere der ikke skal tænkes for meget over, da jeg kan dem udenad.
Hvis du er kommet så langt i teksten, så er du ved at være færdig og det er ved at være nytårsaften for mig, sådan rent tidsmæssigt. Der er ikke noget at udsætte på dagen, der blev fejret sammen med Mads og Sandi. De havde disket op med lækker mad – lige hvad min mave kunne klare. Så for første gang i en uge endte jeg faktisk med at spise hvad der svarede til en portion mad både til forret og hovedret samt ikke mindst en portion is til dessert. En rigtig hyggelig aften der sluttede kl 00.15 efter vi havde daset i sofaen til MTV musik awards og cirkusrevuen. Helt uden at sove! Og selvfølgelig alle klasikkerne man skal se både til aften men også om natten. Jeg skulle stadig lige vænne mig til, at hvis jeg begynder at lave noget, så går der ikke 10-15 minutter før jeg er træt og smadret. Men holder jeg mig i sofaen, så kan jeg klare både hele og halve dage. Jeg var god til at holde mig i sofaen og lade de andre arbejde noget jeg også er blevet endnu bedre til nu her efter nytår, hvor dette er skrevet. Jeg er dog også ved at have så meget energi nu, at jeg kan gå ture, rydde op osv selvom Michell lige skal vænne sig til, at jeg er ved at komme ordenligt til kræfter igen (det føler jeg i hvert fald jeg er). Man skal jo nødig falde hen.
I øvrigt spiser jeg ikke Emperal længere. Anbefalet dosis er 10 mg 3 gange dagligt. Jeg spiste 60 mg på 4 timer – som jeg fik besked på, på den skæbnesvangre dag. Nu er jeg mere obs på bivirkninger. Og næste gang jeg skal på sygehuset kører Michell mig – så jeg kan komme det rigtige sted hen Det tager sgu for lang tid at blive hentet i en ambulance!!!
Ha’ det vel
Nick
Nick
Kommentarer