Samtale med mave-tarmlæge og hvad der ellers rører sig

Det er længe siden! Hej, Jeg hedder Nick...

Okay, så længe siden er det måske heller ikke. Dårlig joke. Men der er alligevel behov, føler jeg, for en lille update på det hele. Det er også lige over én måned siden jeg stoppede med strålebehandling, så tiden går faktisk ret hurtig.

Motion

Jeg er kommet i gang med at cykle (igen)! Det er mega fedt, og føles virkelig dejligt endelig at få bevæget mig lidt igen. Det er ikke noget kæmpe stort jeg har gang i, men alligevel lidt over 1 time og så 2 timer og 15 minutter sidst jeg var ude. Jeg cykler i gennemsnit 20 km/t med en gennemsnitspuls på 165. Min makspuls er 192 (tror jeg). Jeg har ingen idé om hvad jeg laver, hvad jeg skal sigte efter eller hvad jeg skal gøre... Så jeg prøver at få en grundform, og så er tanken at jeg vil være med i en motionsklub hvor jeg forhåbentlig kan lære lidt. 

Her er min 35 km tur (https://www.endomondo.com/users/6386135/workouts/584215992). Den tog lige over to timer.

Jeg mærker ikke særlig meget til turen når jeg kommer hjem - men måske det er fordi jeg stadig tager morfin, og det tager vel også de ømme muskler? (snedigt!) ... Jeg kan dog mærke, at når jeg kun cykler 1 time, så er jeg overhovedet ikke kørt træt, og sidder derfor resten af dagen i en rastløs tilstand hvor jeg mest af alt bare gerne vil ud igen. Der var 2 timer mere passende.

I forhold til konditionen, så er der vel ikke så meget at sige der. Jeg tror desværre, at det er begrænset hvor meget man kan forbedre sig på tre ture. :-) Men lidt kan jeg da føle der sker.

Jeg har aldrig svedt særlig meget når jeg har dyrket motion, og gør det heller ikke nu. Altså lige bortset fra ét sted nu - venstre lyske. Højre er helt tør. Det ser vildt underligt ud!

Morfin

Og det der stadig fylder i hverdagen: morfin. Det er stadig svært at undvære, men jeg i det mindste kun 10 mg. én til to gange dagligt nu, og det føler jeg egentlig er meget passende. Det er hverken godt eller skidt, og så er det vel egentlig meget godt. I forhold til 15 mg. 3 gange dagligt, så er det da i hvert fald en klar forbedring på ca. 10 dage. I det tempo, så skal det nok gå fint med at trappe helt ud. 

Samtale med mave-tarmlæge. 

Så ringede Birgit i mandags, min mave-tarmlæge, fra hemmeligt nummer. Jeg var lidt i tvivl om jeg gad tage den, for det er som regel på telefonsælgere, men jeg må alligevel have haft en sjette sans, for jeg tog den alligevel. Bum, glæde spreder sig, for hun er da noget af det mest rare at snakke med. Altid glad og lyttende.

Hun ringede da det er længe siden jeg har været inde, og hun ville jo gerne at jeg ikke blev glemt selvom jeg nu havde meget andet at se til. Så efter en samtale om hvordan det gik osv., så aftalte vi, at jeg skulle komme forbi når jeg lige havde tid. Jeg måtte meget gerne ringe ind med en dato, for så kunne jeg få en tid når jeg er i Silkeborg. Jeg kommer i tanke om, at jeg skal til Silkeborg onsdag - altså om to dage - og fluks går hun ind i sin kalender og konstaterer at hun er på noget akut-et-eller-andet (jeg fangede det ikke, men det lød vældig fint), og så var jeg alligevel lidt 'ej nej nej, det skal du ikke', og så blev det til at sygeplejersken fandt en tid, og jeg i stedet tog ind onsdag og fik taget blodprøver. Derudover skal der sendes afføringsprøve en uge før samtalen.

Men det er fedt at blive holdt øje med på den måde. Hun er en fantastisk læge, som jeg er intet mindre end meget glad for!

Dimission eller mareridt

Jeg tror snart der er dimission på studiet, i hvert fald var det hvad jeg drømte om i nat. Dronningen var forbi og give hånd (der var en der råbte højt ud i lokalet (som i øvrigt havde et enormt kagebord) "så er hun her" - og hun var meget kortere end jeg havde regnet med, omkring 1,50, og jeg følte det var lidt malplaceret at stå og spise kage og give hende hånden når jeg trods alt ikke var dimitteret endnu. Men jeg nænnede ikke at sige andet end tak, da hun sagde tillykke.

...men jeg havde det faktisk lidt træls da jeg så vågnede, badet i koldsved med kvalme - formentlig af kun at have spist 10 mg. én gang dagligt de sidste to dage - med tanken: 'bliver jeg nogensinde til noget?'. Tiden flyver af sted, uden jeg på nogen måde kan følge med. Jeg kigger på kalenderen en gang imellem, og bum, så er der gået endnu en måned.

Så med andre ord: alle børnene dimmiterer, undtagen Nick, han cykler og leger med lego.

Forhåbentlig får jeg gennemført studiet om nogle måneder når jeg skal i gang igen! :-) Til den tid kører mit hoved forhåbentlig som det gjorde før alt det her hurlum-hej.

Tis

Mærkelig titel, men den dækker. For det er ved at være pænt træls at tisse! Min blære er mindre end normalt - eller evnen til at udvide/trække sig sammen er blevet dårligere - og jeg skal på toilet hele tiden. Det føles som hele tiden, når man skal på toilet hver 2.-3. time hele døgnet rundt. Nogle gange er jeg heldig, at jeg kun skal op én gang i løbet af natten (eller også er jeg blevet bedre til at sove selvom jeg skal tisse). 

Det værste er næsten, at det kommer så pludseligt som det gør, f.eks. når man kører bil, handler eller cykler. Jeg føler mig lidt som en crime-rider når jeg står i busken mellem Viborg og Silkeborg og lader vandet, mens jeg kigger efter politibiler. Jeg tænker, at jeg måske kan tale mig ud af det, hvis jeg med tårer i øjnene siger jeg har haft kræft og min blære er smadret (man kan vel pynte lidt) og lige er færdig med stråler. Måske tilføje at man har to børn i bilen eller noget... Det ka' man godt!

Ha' det vel
Nick :D