Gå videre til hovedindholdet

Hjemme fra kemo

Ah, hjemme igen!

Jeg har været rigtig træt denne omgang, og sov stort set hele dagen i går. I morges vågnede jeg sprudlende af energi kl 7.30 - dette varede dog kun til kl 9 hvor jeg begyndte på kemoen, så blev jeg træt igen. Jeg håber lidt, at jeg bliver lige så frisk i morgen tidlig - og de kommende dage :-)

Lægen i mandags var ikke særlig positiv over, at jeg ikke spiste så meget når jeg kom hjem. Lidt stædig, som jeg er en gang imellem, valgte jeg at gå "all in" på at spise denne gang. Jeg har misset ét måltid, og er ret spændt på hvordan de næste dage kommer til at være. Forhåbentlig bedre!
Af hvad jeg fik kan nævnes toast - de var enormt gode! Til morgenmad fik jeg den ene serviceassistent til at hente øllebrød, og den anden friskpresset juice. Den første morgen var de dog løbet tør, så han lavede lige et glas i håndpresseren til min sidemand og mig. Føler man sig lidt forkælet? Det tror jeg nok. Som tilbehør fik jeg blødkogt æg. 



Sygeplejerskerne har også spottet, at jeg kunne spise noget denne gang, så de gik også "all in" på at presse mig. Konstant var de forbi og spørge om jeg kunne tænke mig noget, om de ikke lige skulle komme med en toast, en is. Kage... Chips? Ja, de har også lakrids, jeg kunne bare sige til. Kunne du tænke dig en is?? Skal jeg ikke hente to til dig så?? De er virkelig søde derinde - alle de ansatte :-) De forventer også lidt, at de får lov til at se den lille ny når hun kommer. 

Og så var det faktisk alt i alt en okay omgang kemo denne gang. Men nu er jeg også blevet bedre til ikke at smage på det saltvand de sprøjter ind efter hver behandling. Den smag bliver jeg aldrig vant til, men den varer heldigvis kun et par sekunder så det går. 

Til opholdet denne gang havde jeg også coca cola - der giver energi! Samtidig smagte det også almindeligt, hvilket de fleste andre ting ikke gør. Så det var et stort hit! Min far ringede om han skulle komme forbi, hvilket selvfølgelig kunne være hyggeligt. På vej uden af døren nåede jeg lige at fange ham, om han ikke ville tage en dåsecola med. Det ville han selvfølgelig, og jeg fik en hel pose. Awesome! :D Så måske jeg næste gang skal have et par coca colaer med. Jeg kan nok godt få dem i køleskabet...

Hjemkomsten stod min mor for og fik hende igen lokket til at svinge ind forbi mac donalds. Ikke at der skulle noget overtalelse til - det var bare at sige det ;-) Det kunne jeg godt finde på at gøre til rutine. Det giver lidt mad i maven og lidt god energi. Også selvom det tager 15-20 minutter at spise en burger, og den er ret kold og kedelig til sidst. 
Sygeplejersken stod også klar til at lave en madpakke til mig - det var dog ikke nødvendigt, da jeg jo skulle på mac donalads. Hun så lidt skeptisk ud - nok fordi hun ikke troede jeg mente det. Det gjorde jeg, og så måtte jeg love, at jeg tog ind og spiste en burger. "Ja, jeg lover hermed, at jeg tager på mac donalds og spiser burger" ;-)


Så er jeg over 6000! besøgende på bloggen siden januar :D 

Ha' det vel
Nick :D

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

INTRODUKTION TIL DET HELE DEL 1 2006- 1. DECEMBER 2014.

At blive ramt af et synovialt sarkom. Det er lidt svært rigtig at starte fra en ende. Jeg går fra et ret almindeligt liv. Kone, barn, studie og livets små finurligheder, hvor man kan bekymre sig om køen i Rema, orker man at finde på noget sundt mad - men det går nok alt sammen. Der er masser af tid. Pludselig fortæller lægen "du har kræft" - og så skulle jeg pludselig forholde mig til at være ramt af et synovialt sarkom. Billederne er fra nogle måneder før "den endelige besked". Alt i alt en helt almindelig hverdag med tur i zoo, mad på bones og en gravid kone. Som så mange andre her i verden. Men det startede en gang, en morgen, med krampe i benet. Det har været i løbet af HTX, da jeg klatrede. Ikke at jeg særlig tit var skadet, men det skete da at man fik nogle knubs, når man dyrker ekstremsport. Det er selvfølgelig svært at vide om historien overhovedet starter her – det ved lægerne end ikke. Men i hvert fald fik jeg, ved hurtigt løb, pludselige bevægelser og sla...

Samtale med lægen; gode og dårlige nyheder

De gode nyheder er sjovest, for de er, ja, gode. ;-) De gode Knuden de har fjernet, har de fået det hele med af. Mit ar og det hele så også fint ud. Den "pølse" jeg har på låret, er en muskel han har "sat" der. Noget af det væv og muskel han fjernede under operationen var han nervøs for om ville lave et hul ved benet, så han tog en anden muskel og syede fast, som så har lavet den bule der er på låret. Den generer heldigvis ikke, men det var rart at få bekræftet, at den ikke har nogen betydning.  Motion skal jeg bare i gang med, og jeg må gå alt det jeg har lyst til. Dog skal jeg af hensyn til risikoen for at udvikle brok, undlade at løfte tunge ting de næste par måneder. Dette var mindst to måneder. Jeg må dog gerne, når det er nødvendigt, løfte Ina. Men det var også grænsen. De dårlige De dårlige fylder lidt mere i mit indlæg. Først og fremmest, så har de testet knuden de har skåret ud, og jo færre 'levende' celler der er i knuden jo be...

Operationen - det lange indlæg

Så er der endelig overskud til at skrive 'lidt'.  Fra en ende af, så startede vores dag torsdag kl 5.30. Vi havde egentlig sat uret til 5.00, men det hørte vi ikke - så heldigt nok vi havde sat to. Vi skulle være på afdelingen kl 7.00 fastende og uden drikke fra kl 06.00 hvor jeg skulle drikke et stort glas saft og spise to panodiler. Saften skulle være så man ikke gik sukkerkold. Operationen var planlagt til kl 08.00, og inden da var der lige en kort samtale med sygeplejersken og så skulle jeg i sygehusets smarte tøj. Både skjorten og underbukserne er fyldt med knapper så de ikke skal bakse med noget under operationen, hvis det skulle blive nødvendigt. Og så er det rent, så når man har taget det på, så skal man så vidt muligt opholde sig i sengen, som man også bliver kørt til OP i.  Ude foran OP lå jeg kort og ventede, mens vi snakkede lidt med sygeplejersken der skulle være med til operationen. Hun spørger Michell om hun vil med ind, og det vil hun heldigvis ge...